På torsdag tager Danfoss ny jord under plov, og det er reklamebureauet Nørgård Mikkelsen der står bag en B2C-kampagne, der har slutbrugeren som målgruppe.
Als-virksomheden vil sælge designertermostater direkte til familien Danmark, og på nær en enkelt kampagne i starten af 90’erne, er det første gang, at Danfoss henvender sig til slutbrugeren.
Design er salgsdriver, og medievalget falder på designerblade med en første annonce i Bo Bedre på torsdag.
1. Marts kommer JP og Berlingske M/S og 12. marts kører annoncerne i RUM og BoligMagasinet.
Online handler det om Google Adwords og kampagnesitet radiatortermostat.dk.
– Vi sidder jo i forvejen selv på en stor del af markedet, men vi har opdaget en hylde. Folk får renoveret, malet og udskiftet inventar for mange 100.000 kroner, men de færreste tænker over, at termostaten trækker helhedsindtrykket ned, siger salgsdirektør Tony Nielsen, Danfoss Heating Division.
Han henviser til årsagen for at slå sig på en produkttype, der i kroner-øre er mindre end det, vi normalt kender koncernen for.
Han siger, at Danfoss er oppe mod det faktum, at termostaterne har en meget lang livscyklus. I markedsføringsøjemed skifter folk ganske enkelt deres termostater ud for sjældent.
– På nær arvestykket fra Tante Olga er alt andet i huset i skiftet ud. Nå ja, lige på nær termostaten, siger Tony Nielsen.