Med en omsætning på 40 mio. kr. og 35 medarbejdere er G1 ikke et af Danmarks mindste reklamebureauer. Og i særdeleshed ikke et af de mindste BtB bureauer.
Det er dog formodentlig et af de mest ukendte, og det skyldes nok, at mindst 95 pct. af omsætningen knytter sig til Danfoss-koncernen.
Det skal der laves om på nu. G1 har netop annonceret efter to nye kontaktchefer. Målsætningen er at øge andelen af eksterne kunder til 20 pct. af omsætningen.
– Indtil for 3-4 år siden var vi et regulært in-house bureau, hvor al Danfoss-kommunikation automatisk gik igennem. Sådan er det ikke mere. Vi skal kæmpe om opgaverne fra Danfoss. Vi har i en længere periode forberedt os på at blive mere eksterne og bl.a. lavet organisationen helt om til at have et meget væsentligt kundefokus, siger bureauchef Claus Kurt Nielsen.
Den kreative afdeling er først og fremmest organiseret gennem dels en egen stab og dels tæt relaterede free-lancere.
– Vi har først og fremmest søgt nytænkningen og den kreative kompetence gennem koncept-folk, der fungerer for os på free-lance basis. Her er det først og fremmest englændere, vi har tilknyttet, og som markedet har fungeret de senere år, har det ikke været svært at skaffe free-lancere, siger Claus Kurt Nielsen.
De nye kunder skal søges blandt industri-virksomheder, der opererer internationalt og har en vis størrelse.
– Det er her, vi mener, vi bedst kan tilføre værdi ud fra vores kompetencer, siger Claus Kurt Nielsen og tilføjer, at virksomhederne skal findes i “nærmarkedet” – som dog ikke er isoleret til Danmark. Også den nordlige del af Tyskland er med i nærmarkedet. fin