År efter år har Daniscos ledelse trasket sig igennem hotel Marriott-lignende konferencer, men forrige år fik de nok. ”Hvordan kan vi dog skabe lidt bedre og anderledes rammer for vore topfolk, når de mødes til konferencer,” spurgte de Welcome Event Marketing, og svaret var ”stay and play rough”.
Den købte ledelsen og i maj sidste år løb Danisco Forum for 60 internationale topledere af stablen. I maj i beduin-telte placeret ved Gisselfeld slot. To og to i senge under teltdugen, og ved strategi-møderne med powerpoints og diagrammer ‒ i beduin-telte. De skulle ikke løbe vildtet ind, men spiste med lodrette håndled og kniv og gaffel: Rustikt men ordentligt, hed det sig.
Tilsyneladende var eksperimentet en succes:
‒ Vi ville prøve noget nyt, men stadig beholde elementerne, dvs. det faglige indhold, noget team-aktivitet samt socialt samvær. Welcome hjalp os med denne udfordring og præsenterede ”Camp Conceptet” – nytænkende og anderledes, siger Tom Knutzen, tidligere Danisco-CEO og fortsætter:
‒ Det har været en fornøjelse at arbejde med Welcome, som under hele forløbet optrådte særdeles professionelt. Projekt teamet formåede virkelig at skabe ro og tryghed omkring det kreative, men også selve produktionen af begivenheden. Resultatet blev et Business Forum, der blev et benchmark to remember.
Andre var også imponerede. Og juryen ved Special Event 2012 trak da også Welcome på scenen og tildelte danskerne en toppris under Gala Award-ceremonien i Florida den 27. januar. Welcome har tidligere vundet internationale priser for events for TDC, Grundfos og DSB.