Hvis forholdet mellem USA og Europa kølnes i disse år, afspejler det sig ikke i fjernsynets forbrug af amerikanske spillefilm. En tilfældig valgt weekend viste de fire landsdækkende stationer og deres reservekanaler i alt 30 amerikanske spillefilm, og med al skyldig respekt for Hollywoods stråleglans må man spørge sig selv, om verden virkelig er så lille, at vi udelukkende skal fodres med dramaer, komedier, krimier, thrillers og kærlighedsfilm fra et enkelt, om end mangfoldigt land.
Dette må endelig ikke opfattes som anti-amerikanisme. Rolig nu. Hvis der er to, der står sammen i verdenspolitik, er det USA og Danmark. Tænk bare på, at Bill Clinton gæstede København i næsten 24 timer i juni 1997. Siden har nuværende prokonsul i Kosovo, hans excellence Hans Hækkerup, bekræftet det nære sammenhold mellem to allierede.
En bibemærkning: Ved at trække sig tilbage fra ministerposterne slap Hækkerup og Helveg for at skulle håndtere den delikate situation, der kan opstå i forholdet mellem Danmark, USA og Grønland, når den nye præsident G. W. Bush stimulerer økonomien ved at bygge det globale antiballistiske missilforsvarsskjold, som skal skærme USA og måske også os andre mod “slyngelstaterne“. Vil Grønland og USA føre selvstændige forhandlinger udenom Danmark? Og vil der indgå en pakke brugte amerikanske film i handelen?
På den anden side burde globalisering – et modeord i tiden – indebære en langt livligere kulturudveksling. Indien har en filmindustri, som kvantitativt står på højde med den amerikanske, og der indspilles også film i de fleste europæiske lande, hvilket den italiensk-algierske klassiker “Slaget om Algier“ fra 1966 (DRTV 1 lørdag den 27. januar kl. 23,50) understreger. Man skal blot vente til midnat for at få sin lyst styret, eller også skal man dressere sin video til at optage på klokkeslæt, og vi er mange, der ikke mestrer denne disciplin.

HIT MED HUSFREDEN
DR, som snart begynder at bygge i Ødestad, vil ikke længere kaldes Danmarks Radio. DR er fremtidens big brandover hele linien, og måske er det meget fornuftigt at tage afsked med danskeriet, når den bedste sendetid aften efter aften blokeres af amerikanske film med titler som “Sammensværgelsen“, “Brændemærket“, “Korruption på et højt plan“, “Dum og Dummere“ og “Swingers“. Jovist er der også plads til folkekære danske udsendelser som “Musikbutikken“ og “Hit med Sangen“, som virkelig kan samle seere, og af hensyn til husfreden opretholdes indslaget “Før Søndagen“ lørdag fra 17,50 til 18,00. Ellers kommer vi kun i telekirken, når den kongelige familie deler sorger og glæder med undersåtterne. Det er ikke som i middelalderen, hvor folk var nødt til at gå i Guds hus for at se farvebilleder og høre musik.
Kanalernes programpolitik er temmelig ens, og det bliver stadig sværere at argumentere for, at statsmagten fortsat skal eje to stationer. Ganske vist aflægger de begge public service-regnskaber, som skal vise deres eksistensberettigelse som oplysningsinstitutioner, men de er vel nærmest en krydsning mellem et figenblad og en hyldevarmer.

INFOTAINMENT
Lad os hellere se det i øjnene: Fjernsyn er underholdning. Fjernsyn er envejs-kommunikation, særlig velegnet til afslapning og hvile. Fjernsyn kan formidle nyheder og information, men de skal have en underholdningsværdi. En vis form for oplysning får man ved at se programmer som Lars Engels urimeligt udskældte dokumentar fra Station 1, som giver et uforligneligt billede af de vanskelige opgaver, vort politikorps skal løse. Moralister mener, at den slags ikke skal vises, og at det er synd for de implicerede, mens realister peger på værdien af oplysning til borgerne om livets bagside. Udover det var serien groft underholdende og hyper-realistisk og torpederede den arrangerede virkelighed, der ellers kendetegner mediet, selv om dets tilstedeværelse påvirker enhver situation; man kan ikke se bort fra, at nogle af de medvirkende betjente og arrestanter har ageret i bevidstheden om at være på.
Tilbage til de amerikanske spillefilm, der dominerer – hvortil kommer de amerikanske serier. Programfladen for den seneste åbenbaring, TV2 Zulu, består undertiden næsten udelukkende af amerikanske talkshows, føljetoner og episodekomedier. Uden at kende priserne på disse masseproduktioner må man antage, at de er forholdsvis billige, og at stationerne får dem i store pakker til en fornuftig stykpris. Desuden er mange seere sikkert vænnet til at foretrække the american way, således at fx finske film forekommer forfærdelige. I det gamle århundrede ville USA-overvægten være blevet tolket som en snedig kulturimperialistisk sammensværgelse, iscenesat af Edgar J. Hoover fra FBI, der virkelig havde knald i låget. Når han rejste rundt i det vidtstrakte land, kørte en patrulje i forvejen og descinficerede motel-toiletterne, og bilerne i hans kortege måtte aldrig dreje til højre, fordi han engang havde været udsat for et påkørselsuheld ved højresving. Det var vanskeligt at tilrettelægge køreruterne for forbundspolitiets øverste chef. Og der kan ikke herske tvivl om, at den amerikanske filmindustri i perioder har påtaget sig propagandamæssige opgaver, ikke mindst i 1940’erne. Men fortidens misbrug giver ikke belæg for, at der i dag foregår en bevidst centraldirigeret bevidsthedserobrende kampagne.

BREAKING THE MOVIES
TV2 praler med “film uden afbrydelser“ som en hentydning til TV3 og TVDK1, der som en slags piratstationer sejler under britisk flag og derfor har lov til at breakefilmene med endeløse reklameindslag, også gerne for øl og hovedpinepiller. Seerne bryder sig ikke om det og er i det hele taget skeptiske med hensyn til mængden af reklamespots. Her gælder det virkelig om at optage og spole frem, for ellers strækker en jævn spillefilm sig over det meste af tre timer.
Fjerne er hine dage, da TV2 i henhold til et politisk forlig sendte i alt tre daglige reklameblokke, så reklamer var noget nyt, attråværdigt og fælles. I dag er der lysår mellem snapsene, og ofte doseres de alt for rundhåndet for at erobre værelser i vores hjernelejligheder. Alligevel ved vi, at intelligent og morsom tv-reklame kan virke, og at mediet er brand-uundværligt.

DANSK ER DYRT
Dansk drama belønnes med høje seertal. “Taxa“, “Hotellet“, “Strisser på Samsø“ og tilsvarende tilbud trækker fluerne til. “Rejseholdet“ scorede tæt på 1,5 millioner seere, og det er bemærkelsesværdigt i en tid, der ellers er karakteristisk ved et fragmenteret seermønster, hvor en tv-udsendelse kun undtagelsesvis er referenceramme på jobbet, i familien og blandt vennerne. Talentmassen er til stede, men midlerne mangler til endnu flere serier, som afspejler et stykke dansk virkelighed. Det, der kaldes den danske filmskat, er slidt op. Folk gider snart ikke se “Far til Fire i Skoven“ eller “Olsen-bandens store Kup“ for femte gang, selv “Matador“ ville få svært ved at banke seerbarometret i vejret, selv om opvoksende generationer har behov for en rekonstruktion af den nyere Danmarkshistorie.
Lige nu er vi inde i en ny periode, hvor TV3’s “Baren“ og TVDK2’s “Big Brother“ frister med indespærrede mennesker, som enten skal elske eller hade. Den arrangerede virkelighed skal tryllebinde seerne og sikre reklamesalget. De vedholdende belønnes med at se to bare bryster eller en mand, der tisser. Man postulerer, at det er en ganske særlig autentisk form for fjernsyn og svinger sig op til, at “folket“ har erobret skærmen og ikke længere gider høre de professionelles fortællinger. Kamera overalt-genren er perfektioneret, men ikke ny. Midt i 1980’erne vakte serien “En amerikansk familie“ stor opsigt, fordi den var baseret på skjulte tv-øjne i hele parcelhytten, som beboerne dog havde lov til at forlade.

DR A/S
I Prag demonstrerede tusindvis af mennesker mod de politiske kommissærer, der var blevet indsat til at styre TC, det tjekkiske svar på DR. Denne gang var det ikke kommunistiske, men borgerlige lakajer, som statsmagten havde anbragt på nøgleposterne. Men folk er blevet gode til at gennemskue løgn og propaganda, erkendte en talsmand for præsident Havel. Heldigvis ser det ikke sådan ud herhjemme. Ingen ville finde på at demonstrere mod TV2’s radikale bestyrelsesformand Jens Bilgrav-Nielsen eller DR’s socialdemokratiske Finn Aaberg eller nyhedschef Lisbeth Knudsen. Og hvorfor skulle de også? Herhjemme er det ganske utænkeligt, at en minister bestiller sendetid. Vi har jo frihed og folkestyre.
TeleDanmark, Københavns Lufthavne, Combus – navne på statsejede virksomheder, der helt eller delvis og med mindre eller større held er blevet solgt. Egentlig er der ikke noget i vejen for at omdanne de to statslige tv-selskaber til et børsnoteret aktieselskab og lade markedet bestemme prisen. For hvorfor skal det være en statsopgave at sende amerikanske film? Noget andet er, at vi såmænd nok ville savne gode, gamle reklamefri DR, hvis kanalen blev overtaget af den internationale underholdningsindustri. Men uanset regeringens partifarver slipper statsmagten ikke godvilligt den overordnede kontrol med befolkningsbevidstheden.