Danish Digital Award (DDA) er klar med de 14 kategorier, der kan indstilles cases i ved 2021-udgaven af Danmarks største, digitale awardshow.

Det er blevet til to nye kategorier ved awardshowet, hvor der uddeles guld, sølv og bronze til det ”mest inspirerende, effektive og veludførte digitale arbejde, der udvikler eller understøtter en virksomheds eller organisations forretningsaktiviteter”. 

Dertil kommer, at der er blevet foretaget justeringer i flere af de eksisterende, oplyser Kim Jong Andersen, juryformand for Danish Digital Award. 

– Den første af de nye kategorier er Startup, som vi også tidligere har haft med. Dengang tog den ikke rigtigt af, men nu prøver vi igen, siger han. 

Kim Jong Andersen fortsætter: 

– Vi mener, at tiden er inde til at genopfinde den, da markedet er blevet mere modent med masser af modne startups, der gør det forrygende. Nu er mange af disse desuden kommet så langt i udviklingen, at de har bevist, de har kunnet stå distancen. 

Man kan indstille en case i kategorien, hvis man er en startup, der er etableret inden for de seneste fem år, har mellem fem og 100 medarbejdere samt ”et innovativt og teknologisk fundament”. Det vil sige, at ens produkt er digitalt, eller at distributionen afhænger af digitale platforme. 

Nu IT-tung kategori 

Den anden nye kategori er Digital Architecture, som Kim Jong Andersen ”i flere år” har arbejdet på at få med i awardshowet. 

– Vi er et digitalt awardshow, så derfor giver det rigtig god mening, at der kommer mere tungt IT ind i kategorierne, siger Kim Jong Andersen. 

Kategorien er åben for cases fra virksomheder, der har implementeret en digital arkitektur, der har gjort dem i stand ”til at accelerere og forstærke den digitale transformation”. 

Kim Jong Andersen, juryformand, Danish Digital Award. Foto: PR

– Jeg har mange gange tidligere sagt, at CIO’en og CMO’en bør blive de bedste venner, men der er stadig et stykke vej endnu. Alt for ofte taler marketing og IT forskellige sprog, hvilket kan gå ud over koblingen mellem de to verdener, siger Kim Jong Andersen. 

Han fortsætter: 

– Denne kategori er tiltænkt de cases, der netop formår at skabe overblik, sammenhæng og synergier på tværs af såvel systemer som organisationer. 

Derudover har den 174 mand store jury – og juryformanden – finpudset både beskrivelser og vægtninger i alle kategorier. 

Du kan allerede nu indstille cases til DDA 2021. Deadline er 24. februar 2021. 

Danish Digital Award, der tidligere er blevet uddelt af Dansk Annoncørforening, uddeles i år af Kim Jong Andersen og Dansk Markedsføring.