Der fuskes med regnskaberne og stjæles fra kassen som aldrig før i danske virksomheder. Antallet af firmaer, der har registreret økonomiske forbrydelser i eller mod virksomheden, er på få år steget i en sådan grad, at Danmark nu indtager en lidet glorværdig førsteplads på listen over nordiske lande med mest virksomhedskriminalitet. Selv Norge, der ellers tidligere har været suveræn topscorer, er blevet henvist til andenpladsen, viser en international undersøgelse fra revisionsselskabet PricewaterhouseCoopers (PWC).
– Krisen har ramt Danmark hårdere end mange andre lande – blandt andet Norge, der slet ikke lider i samme grad, siger Karsten Egedesø, statsautoriseret revisor hos PWC, til Politiken. Han fortsætter:
– Derfor er virksomhederne under massivt pres for at leve op til budgetterne og ejernes forventninger, og de har haft svært ved at skaffe finansiering fra bankerne. Det kan få selv højtplacerede medarbejdere til at fifle med regnskaberne for at få virksomheden til at se sundere ud, end den er.
Netop regnskabsmanipulation er steget massivt i de danske virksomheder. Ofte er det en højt placeret medarbejder ansat i virksomheden, der står bag. Ifølge Lars Bo Langsted, professor og ekspert i virksomhedskriminalitet ved Aalborg Universitet, er det slet ikke overraskende:
– Det er fristende for en ledelse at sminke regnskabet pænere, end det er, så virksomheden lettere kan få lov til at låne i banken. Derudover er mange især højtplacerede medarbejdere resultataflønnede. Når selskabets svage resultat dermed risikerer at ramme deres privatøkonomi hårdt, er det fristende at pynte på tallene.
Politiken.