Mens erhvervsminister Bendt Bendtsen har afsat 412 mio. kr. til at brande Danmark, ser man anderledes kontant på den slags i Mellemøsten.
I en ny rapport, der kan læses på tradearabia.com, fortælles det, at 13 lande i Mellemøsten agter at investere 1000 mia. dollar – godt 5000 mia. kr. – frem mod år 2020 i projekter, der på den ene eller anden måde har med turisme eller fritidsaktiviteter at gøre.
De største investeringer finder ifølge rapporten sted i Dubai, og der er beløbet hele 381,4 milliarder dollar. Saudi-Arabien er nummer to med projekter for 184,4 milliarder dollar, mens Abu Dhabi, der som Dubai hører til i De Forenede Arabiske Emirater, er på tredjepladsen med 131,3 milliarder dollar.
Fornøjelser og andre faciliteter
Rapporten er lavet af tænketanken Fast Future and Global Futures and Foresight (GFF). Forskerne har samlet offentliggjorte planer, pressemeddelelser og medieomtaler af tilsammen 166 projekter og planer i 13 lande: Bahrain, Egypten, Iran, Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi-Arabien, Syrien, Tyrkiet, Yemen og De Forenede Arabiske Emirater.
Projekterne omfatter en lang række ekstravagante forlystelsesparker, museer og ferie-resorts. Den største bid af kagen investeres i boligkomplekser, der har en stor grad af ferie- og fritidsfaciliteter indbygget i projekterne.
Rohit Talwar, en af forskerne bag rapporten, siger til TradeArabia.com, at de enorme investeringer i fornøjelser betyder, at der skal investeres mindst lige så meget i andre faciliteter, hvis det skal lykkes at tiltrække de mange gæster, som projekterne lægger op til. Det gælder for eksempel investeringer i lufthavne og andet infrastruktur samt kampagner, der skal få turister til at vælge Mellemøsten.
ritzau/cwl