Det kan godt være, at Danmark måtte sluge en bitter pille på den østeuropæiske grønsvær i går aftes, men længere sydpå går det ganske udmærket, tak.
VM i reklame – eller Cannes Lions Creative Festival, som begivenheden rettelig hedder – er gået ind i den afgørende fase, og finalepladserne, også kaldet shortlists, offentliggøres i en lind strøm.
I går blev danske arbejder shortlistet syv gange i kategorierne Direct, Promo & Activation og PR, og her til formiddag blev det tal mere end fordoblet, da shortlisterne for Media, Press, Outdoor, Mobile og Creative Effectiveness blev offentliggjort.
I Media var der indsendt 24 danske arbejder, og det er nu vekslet til tre finalepladser: en til BBDO København for ”Price Tag” for Røde Kors, en til UncleGrey for ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen – og endnu en til UncleGrey for ”The Liberation” for Only. Begge Uncle-arbejder blev også udpeget til finalen i henholdsvis Promo & Activation og Direct i går.
I Press var der indsendt 22 danske bidrag, og her løb Ogilvy & Mather København med to finalepladser – begge for Fernet Branca – for henholdsvis ”No Hair And Potbelly” og ”Better Taste In Men”.
I Outdoor havde Danmark bidraget med 11 indsendelser – tre af dem er udvalgt til finalen. Det gælder Robert/Boisen & Like-mindeds ”The Generous Store” for Anthon Berg/Tom’s og UncleGreys ”Handpainted Outdoors” for Royal Copenhagen, som oven i købet blev shortlistet to gange i denne kategori.
I den nye kategori Mobile markerede Danmark sig ligeledes flot. 11 indsendte arbejder er blevet til fire finalepladser: en til DDB for ”Coinoffers” for McDonald’s – og så kom Hello Monday eftertrykkeligt på listen: hele tre shortliste-pladser har bureauet fået i Mobile for Lego-arbejdet ”Life of George” (i samarbejde med Eyecue Vision).
Samlet fører UncleGrey foreløbig i den danske lejr med 7 ud af de 20 finalepladser.
I morgen, tirsdag, offentliggøres shortlister for Cyber, Design og Radio, hvor Danmarke også har sendt arbejder ind.
Vinderne i Direct, Promo- & Activation og PR kåres i aften.
Se film om UncleGreys ”Handpainted Outdoors” herunder.
Markedsføring er til Cannes Lions hele ugen. Følg med her på sitet og via Twitter #CanneslionsDK.