Bredbåndsforbindelser er mere udbredte i Danmark end i noget andet EU-land. Det viser en ny opgørelse fra EU-Kommissionen.
Kommissionen har opgjort antallet af bredbåndslinjer i de enkelte EU-lande i forhold til befolkningstallet. Her ligger Danmark helt i top med 37,8 procent – efterfulgt af Holland, Luxembourg og Sverige.
I den modsatte ende af listen skraber de to nyeste EU-lande, Bulgarien og Rumænien, bunden med et antal bredbåndsforbindelser, der blot svarer til 13 procent af antallet af indbyggere.
Også når det gælder mobilt bredbånd ligger Danmark pænt over EU-gennemsnittet med en udbredelse på 10,65 procent af befolkningstallet.
EU-undersøgelsen viser også, at der findes 25 procent flere mobilabonnementer i Danmark, end der er indbyggere. Her ligger Danmark placeret i midterfeltet i EU-sammenhæng.
/ritzau/