Tendensen for årets Arnold, var mange gode ideer. Og det kreative Danmark er godt med, når det handler om idéudvikling. Sådan siger Sune Bang og Henrik Juul samstemmende. Dog med visse nuancer.
– Jeg synes, at der var mange gode film med i år, mens de helt gode ideer var få, siger Henrik Juul, og understreger, at niveauet i hvert fald ikke var nogen katastrofe, lige som det var tilfældet sidst han sad i Arnoldjuryen for en 8-10 år siden, men at de fleste film (der var 256 film med i år) var rimeligt fagligt okay.
Sune Bang lægger vægt på, at man i Danmark er blevet bedre til at fokusere på den gode ide, måske på grund af de små produktionsbudgetter.
– Den danske reklamebranche har lavere budgetter at gøre godt med, i forhold til de store internationale bureauer. Derfor er det vigtigt, at både reklame- og produktionsbureauerne i samarbejde kan formidle den gode idé, hvilket jeg mener at de gør ganske godt, og det bar Arnold i år også præg af.
– Arnold bærer også præg af, at der bliver lagt vægt på andre ting end ved f.eks. Guldkorn. Ved Arnold bliver der ikke kun lagt vægt på nytænkning. Der fokuseres mere bredt populistisk end rent kreativt, hvilket også kan ses på juryen, der udover kreative, også består af produktions, mediebureau- og kontaktfolk.
SAD OVER
Både Henrik Juul og Sune Bang sad over flere gange i år, når juryen skulle votere. Begge’s bureauer havde sendt flere reklamefilm ind til bedømmelse.
– Det var lidt af en prøvelse, at skulle høre på de andre jury medlemmers vurderinger af ens arbejde, uden at man var i stand til at forsvare sig, siger Henrik Juul, der samtidig tilføjer, at det netop er sjovt at være dommer, når man kan diskutere tingene indbyrdes.
– Men jeg fik da set rigtig mange gode reklamefilm, og synes også at det var svært at finde shortlisten, især i Specialprisen, da den er svær at definere. Selve tanken med at fremme svage kategorier idémæssigt er fornuftig nok, men man bør nok stramme lidt op om tilmeldingskravene i fremtiden.