Danmark vil i en rum tid fremover fastholde sin position som et af verdens mest solide og kreditværdige lande, skriver Berlingske.
Hele ni europæiske lande har netop fået sænket deres kreditværdighed, så der nu kun er 12 lande i hele verden, der har den fineste kreditkarakter på AAA.
Danmark er en del af dette eksklusive selskab, som er en betingelse for, at vi kan have lave renter, og den danske rolle som økonomisk duks og mønsterelev vil fortsætte et godt stykke tid fremover, vurderer professor ved Københavns Universitet og økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Han siger dog, at underskuddet på de danske statsfinanser, som i år ventes at komme op over 100 milliarder kroner, eller mere end fem procent af bruttonationalproduktet (BNP), ikke umiddelbart ser specielt overbevisende ud.
– Så man kan ikke udelukke noget. Kommer der et nyt økonomisk tilbageslag i Europa, vil det forværre de offentlige finanser yderligere i alle lande, og det gælder i særlig grad for Danmark, fordi vore finanser er mere konjunkturfølsomme end i de fleste andre lande. I den situation kan det ikke udelukkes, at Danmark bliver nedjusteret. Men der er vi ikke endnu, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Han tilføjer, at dansk økonomi er i en relativ god forfatning med store overskud over for udlandet.