Giro d’Italia, der sammen med franske Tour de France og spanske Vuelta a España regnes for verdens mest betydende cykelløb, har aldrig tidligere gæstet Skandinavien.

Men i morgen ruller Ivan Basso, Frank Schleck, Thor Hushovd og Mark Cavendish sammen med omkring 195 andre internationale cykelstjerner ud fra Markedspladsen i Møllegade i Herning og tager dermed hul på den første Giro d’Italia-etape på dansk grund nogensinde.

Giro d’Italia 2012 omfatter 22 hold med 198 ryttere og lige så mange mekanikere, massører og sportsdirektører plus flere hundrede frivillige, og løbet samler op mod 350 millioner seere i 165 lande.

– Der er ingen tvivl om at Giro d’Italia er et af verdens største cykelløb. Det gør det også til en stor bedrift for Danmark samt byerne Herning og Horsens, at de kan tiltrække et løb af denne kaliber. For Danmark betyder det, at landet bliver vist frem til millioner af europæiske seere, hvilket har en stor betydning for brandingen af Danmark, siger Lasse Glenstrup, der er sponsorkonsulent hos Promovator.

Han er heller ikke i tvivl om værdien for Herning og Horsens.

– Byerne bliver vist frem fra deres bedste side og øger dermed deres brandværdi, samtidig med at borgerne oplever en enorm stolthed ved at tiltrække sådanne begivenheder. Dette skal på længere sigt betyde at flere flytter til området. Horsens er i forvejen blandt andet kendt for sine store koncerter, hvor man tiltrækker navne som U2, Metallica og Elton John, og Giro d’Italia ligger godt i tråd med denne brandingstrategi, siger Lasse Glenstrup.

Han mener, det er vanskeligt, at sætte konkrete beløb på værdien, men det er Promovators vurdering, at det bliver en rigtig god businesscase for byerne.

– For selvom der er blevet betalt nogle millioner for at få løbets start til Danmark, så er det ikke gjort for deres blå øjne skyld. Det er vigtigt at det giver et positivt afkast, da det blandt andet er borgernes penge der bliver brugt. I den forbindelse kan vi se på Cykel VM i København, som generede et positivt afkast via indtægter fra hoteller, restauranter, butikker med videre. Så samlet set vil det give Danmark samt Herning og Horsens værdi for millioner af kroner, siger Lasse Glenstrup.

PR på udenlandsk

Løbets tre første etaper køres i Danmark, og i alt seks kommuner får fornøjelse af at se rytterne passere fordi. En oplagt mulighed for kommunerne til at profilere sig, og den har flere af dem grebet med kyshånd.

For eksempel har Holstebro Kommune med hjælp fra kommunikationsbureauet Tilsted Com gennem den senere tid udstyret blandt andet tyske, hollandske og norske medier med artikler og pressemeddelelser for på forhånd at skabe interesse for kommunen og give tv-stationerne mulighed for at lave spændende transmissioner.

Desuden sættes alle sejl til i forbindelse med events, arrangementer og påhit: I Lemvig har man fået en lyserød Giro-tourbus, hos Novasol og SuperBest i Søndervig har man valgt at male facaderne på de to bygninger lyserøde – og så er der lyserøde frilandsgrise på menuen i Odder.

Og hos en af partnerne bag Giro-start 2012 Herning-Horsens, Sport Event Danmark, er direktør Lars Lundov, er der heller ingen tvivl om, at begivenheden er særdeles værdifuld for Danmark, Herning og Horsens:

– VM i landevejscykling sidste år i København og Rudersdal blev en bragende succes, ikke kun arrangementsmæssigt, men også i relation til de afledte effekter. Tag bare en øget her-og-nu turismeomsætning på over 200 millioner kroner – og nok så vigtigt: hele 76 procent heraf kom fra udenlandske besøgende. Vi forventer, at Giro d’Italia ligesom VM kan skabe folkelig involvering, opbakning og begejstring samt give god turismeomsætning til Herning og Horsens, og ikke mindst sætte byerne og Danmark på verdenskortet qua massiv mediedækning, siger han.

Og en enkelt anekdote

Beslutningen om at satse for værtsskabet for Giro’en blev taget i Herning helt tilbage i 2009.

Forberedelser i form af kontakt til italienerne og fremstilling af præsentationsmateriale stod på i månedsvis, og i marts 2010 tog en delegation fra Herning bestående af bl.a. den tidligere cykelrytter Alex Pedersen, Joachim Andersen, Herning Cykle Klub og Herning Kommunes direktør for By, Erhverv & Kultur, Jørgen Krogh til Italien.



Ud over en film havde delegationen, for at illustrere mødet mellem den italienske kultur og den danske asfalt, pakket en præsentationsbog ind i en særlig pizzabakke med ruflet overflade – som asfalt – og lyserødt indtræk. Og som afslutning på præsentationen overrakte Jørgen Krogh pizzabakken til Angelo Zomegnan, der er direktør for Giro d’Italia. 


Han kiggede på den og stormede ud af rummet for at komme tilbage få øjeblikke senere med hele sin marketingafdeling. ”Do it again” sagde han derpå til Jørgen Krogh, der måtte gentage seancen, så Giroens marketing-afdeling kunne få en lektion i præsentationskunst.

I januar besøgte Giro-ledelsen så Danmark, og 1. april 2001 blev den endelig aftale underskrevet i Horsens…og det er ganske vist.

Læs meget mere om Giro-start 2012 Herning-Horsens her

Og værsågod – her er den officielle Giro Start 2012 sang med sangerinden Malene Mortensen.