Den danske stat står over for indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen på op til 150 mia. kr. de næste fem år.
Trods konstant faldende olie- og gasproduktion i Nordsøen, efter produktionen toppede tilbage i 2004, så betyder stigende oliepriser, at statens indtjening holdes i top og endda ser ud til at stige de næste fem år, vurderer Energistyrelsen i sin nye rapport for den danske produktion af energi, der udsendes i dag.
–Konklusionen er, at det danske olieeventyr langt fra er forbi, siger klima- og energiminister Lykke Friis (V).
Hun er meget tilfreds med udsigterne til, at staten henter mange milliarder kroner ind over de næste år, men ministeren understreger, at de mange penge ikke kommer af sig selv. Derfor forbereder hun udbud af nye runder med licenser for olieindvinding. Desuden er vejen banet politisk for, at man fremover kan bruge CO2-indpumpning i de modne danske oliebrønde til at øge olieindvindingen.