Bølgende kornmarker, solbrune blondiner med store, hvide smil, frisind og innovationskraft har udgjort omdrejningspunktet i de fleste forsøg på at markedsføre Danmark som et brand i udlandet gennem de sidste mange årtier.
Men i de senere år har Danmark mistet betydelig konkurrencekraft på den globale scene, lyder det fra Copenhagen Goodwill Ambassador Corps, der ser på udviklingen med stor bekymring.
Korpset består af danske erhvervsledere, der er bosat i udlandet, men som følger Danmark tæt, og ambassadørerne arbejder i regi af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity i samarbejde med Industriens Fond og Berlingske Business.
Det, der bekymrer ambassadørerne, er, at Danmark er rutsjet ned af en rangliste udarbejdet af IMD International, Lausanne, som er en af verdens mest kendte businessskoler for lederuddannelser og MBA-programmer.
Fra at have indtaget en topplacering på IMD’s liste over verdens mest konkurrencedygtige lande, er Danmark nu ikke med i top 10.
Den svækkede konkurrencekraft gør det vanskeligere for dansk erhvervsliv at sikre indtjening til landet, og det gør Danmark mindre attraktivt at investere i, lyder det.
Derfor foreslår Copenhagen Goodwill Ambassador Corps i en hvidbog en række tiltag, der skal styrke Danmarks konkurrenceevne.
Et af punkterne er en mere effektiv branding af Danmark.
– Danmark har behov for at blive mere synlig i den globale økonomi for at tiltrække købere til danske produkter, investorer til dansk produktion og turister til Danmark. Synlighed er ikke nok, det er samtidig vigtigt at udvikle et stærk brand for Danmark, så landet bliver kendt for hvad det særligt kan, lyder det bl.a. i hvidbogen.
Korpset kommer med en stribe anbefalinger til, hvordan dette skal opnås:
• Danmark bliver defineret som brand med afsæt i de værdier og den vision, som er særlig dansk og udtrykker danske styrker. Opgaven bør involvere en bred vifte af interessenter, der har indflydelse på brandet.
• Danmark bør kommunikere brandet langt mere koordineret, effektivt og fokuseret, end hidtil. Det vil være en god ide at etablere en central kommunikationsafdeling med Søværnets Operative Kommando som forbillede, der er bindeleddet til ressourcer, interessenter og koordinerer indsatsen.
• Danmark bør styrke tilgangen til udenlandske virksomheder med et serviceniveau i verdensklasse. Det skal være let og effektivt for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark, og de skal understøttes med et one-stop-shop-koncept.
• Danmark skal opgradere turistindsatsen. I den forbindelse er det formålstjenligt at udvælge en række hovedmarkeder som fokusområder.
• Danmark skal skabe større forståelse i befolkningen for betydningen af, at turister føler sig velkomne i Danmark. Til det formål bør iværksættes en række informationskampagner.
Huset Markedsføring afholder i øvrigt et kursus om branding af landets hovedstad – og Danmark – den 2. november. Du kan tilmelde dig og læse meget mere her.