Facebook-trenden har på rekordtid bredt sig i Danmark.
Vi er simpelthen så vilde med at opdatere vores identiteter, uddele pokes og tags og holde øje med vennernes gøre og laden på det sociale netværk, at vi i november overhalede Norge.
Dermed er Danmark nu det næststørste land i verden målt på Facebook-brugere pr. indbygger.
Ifølge de seneste officielle tal fra Facebook, har 1.633.480 danskere således en profil på det sociale netværk, hvilket vil sige, at 30 procent af kongerigets befolkning er ”på”.
I begyndelsen af året var tallet knap 600.000, hvilket betyder at antallet af profiler er steget med 268 procent alene i år.
Det skriver IT-virksomheden Komfo, som er Facebooks danske bureau, i sit første danske nyhedsbrev.
Komfo vurderer, at Danmark ved udgangen af året vil have overhalet Canada, som pt. ligger på førstepladsen, og dermed være verdens største Facebook-land.
Facebook top-andelen af brugere i forhold til indbyggere:
- Canada: 32 procent
- Danmark: 30 procent
- Norge: 30 procent
- Chile: 25 procent
- England: 24 procent
Kilde: officielle tal fra Facebook