CSR Fonden er en ny platform til kommunikation af danske virksomheders samfundsansvarlige arbejde. Det skal være tilladt at blive begejstret og stolt over det, Danmark kan, mener Axel Boisen, direktør for fonden, der blev etableret for 14 dage siden.
Den nye fond vil sammen med virksomheder og organisationer skabe opmærksomhed om de dygtigste danske virksomheder gennem gallashowet CSR Awards og en lang række af andre aktiviteter over hele landet. Fondens læringer skal endvidere på et roadshow, hvor de gode initiativer a la best practise skal spredes over det ganske land.
Af fondens hjemmeside fremgår det, at CSR under ingen omstændigheder må forveksles med filantropi eller sponsorater. Social ansvarlighed er en måde at forbedre forretningen og dermed indtjeningen på – ud over at man driver forretningen ansvarligt. Fonden er formelt etableret i maj 2011, men det forberedende arbejde har stået på i halvandet år, bl.a. med stor hjælp fra Censa, Erhvervs- og selskabsstyrelsens center for samfundsansvar.
− Tiden er blevet moden til at gøre CSR til et emne, som alle virksomheder, borgere og politikere arbejder med og kommunikerer med hinanden om. Med CSR Award, konferencer, roadshows og andre kommunikationsaktiviteter vil vi gøre CSR så spændende, at danskere bliver stolte af de virksomheder og personer, som arbejder seriøst med samfundsansvar, siger Maarten van Engeland, bestyrelsesformand i CSR Fonden og adm. direktør i ISS Danmark.
− Vi vil vise hele Europa, at Danmark har noget særligt at byde på – og vi opfordrer andre lande til at følge det danske eksempel. Made in Denmark skal tillægges en ny betydning både hos os selv og internationalt, fortsætter Maarten van Engeland.
I 2011 uddeles der 12 CSR Awards, der styres af forskellige organisationer. Blandt de indstillede virksomheder og personer bliver der nomineret tre i hver kategori. Der bliver optaget en film om de nominerede, som vises på tv i måneden op til det afsluttende gallashow den 29. september på Alsion i Sønderborg. Samme dag som gallashowet er der en CSR-konference og i måneden op til bliver der vist film på tv, ligesom et landsdækkende roadshow til universiteter og virksomheder vil skabe opmærksomhed og interesse.
De 12 CSR Awards er:
1. CSR People prize -100
VFSA’s Ridderkors for rummelighed til virksomheder under 100 ansatte.
2. CSR People prize +100
VFSA’s Ridderkors for rummelighed til virksomheder over 100 ansatte.
3. CSR Strategy
KPMG’s pris til bedste bæredygtige virksomhedsstrategi.
4. CSR Investment
IFU’s pris for bæredygtigste investering i udviklingslande.
5. CSR Climate Partnership
Prisen til merværdien i miljømæssige partnerskaber.
6. CSR CO2 Reduction
Prisen for konkrete mål og reduktioner af drivhusgasser.
7. CSR Public
Prisen til et offentlig og privat partnerskab om samfundets bæredygtige udfordringer.
8. CSR Professional
CSR FORUM’s pris til Danmarks mest ”bæredygtige” ekspert.
9. CSR Student
Universiteternes pris til Danmarks mest ”bæredygtige” studerende.
10. CSR Communication
Prisen til Danmarks mest ”bæredygtige” formidler.
11. CSR Honor
Prisen til Danmarks mest ”bæredygtige” virksomhedsleder, politiker eller beslutningstager.
12. CSR People’s Choice
Publikumsprisen til Danmarks mest ”bæredygtige” tiltag.
I disse reality show og kendis-tider skal vi ofte have budskabet ind med den store ske, og i dette tilfælde er gimmicken er maskotten for CSR Awards ved navn ”CæSaR”. Den symboliserer, at CSR er et emne for alle virksomheder, medarbejdere, politikere og danskere.
Derfor er det CæSaRs opgave at holde øje med, at der bliver talt og skrevet om de vigtigste resultater på en måde, som interesserer, underholder og engagerer. Man må endda gerne, som noget helt nyt, blære sig, når man taler om bæredygtighed. CæSaR kalder det for ”blæredygtighed”. CSR er nemlig ikke længere en indforstået disciplin for de få udvalgte. Og når virksomheders virke endda betyder noget i virkeligheden for både velfærd og vækst må det være på sin plads, at det fremover kommer til at interessere mere.
CSR Fondens aktiviteter finansieres af sponsorater fra fonde, virksomheder og sammenslutninger. Se mere om de enkelte CSR Awards på
www.csrfonden.dk.
Lead Agency er kommunikationsrådgiver for CSR-forden.