Lønudviklingen skal være afdæmpet mange år frem, reformkursen skal fastholdes for at øge udbuddet af arbejdskraft og samtidig skal vi lære af Singapore ved hele tiden at fokusere på erhvervslivets rammebetingelser.
Udsagnene minder nærmest om en festtale fra en de store erhvervsorganisationer eller den reformhungrende del af oppositionen, men de kommer fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF).
– Vi har gjort en masse for at øge arbejdsudbuddet med en efterlønsreform, en skattereformen og en førtids- og fleksjobreform. Men det stopper ikke her. Vi vil gennemføre en kontanthjælpsreform, en reform for at få unge hurtigere gennem uddannelsessystemet og gøre det lettere at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, siger Ole Sohn til business.dk
De udenlandske investeringer i Danmark er ikke ret store. Skyldes det, at rammevilkårene er for dårlige?
– Vi er et lille land, men vi behøver ikke at gå i små sko. Vi skal gøre Danmark til Europas Singapore. Det skal være en gateway for udenlandske investeringer med fokus på Europa, Norden og Arktis på samme måde, som Singapore er en gateway til Asien. Singapore har dels fokuseret på gode generelle rammevilkår, dels på at udvikle specifikke styrkepositioner, siger han.
Berlingske