Tordenskjolds soldater marcherede, Dannebrog vajede, og duften af pandekager med Læsø-salt blandede sig med synet af en Lego-kæmpe og Den lille Havfrue (denne gang dog af sand).
Det var ganske vist – at Danmark igen havde indtaget Aker Brygge i Oslo. Dog ikke på krigerisk vis, men i form at en turist-event, som VisitDenmark sammen med 32 samarbejdspartnere for andet år i træk havde stablet på benene i den norske hovedstad.
Der blev sat to streger under erobringen, da et stort søslag med to store træskibe indhyllede Bryggen i røg og larm fra krudt og kugler.
– Det er anden gang, vi flytter Danmark til Oslo, og endnu engang har vores samarbejdspartere skabt kreative og oplevelsesbaserede aktiviteter, som passer til det norske publikum. Eventen kræver mange ressourcer, men det er det hele værd, når man oplever nordmændenes begejstring for det danske brand og Danmark, siger en glad Vidar Mørch, der er markedschef i VisitDenmark Norge. 
Der blev også plads til landskamp i løbet af eventen – i form af en kokkekamp – og der var et par udebanefordele til den danske kok Lars Jeppesen: Kampen foregik nemlig på danskernes foretrukne køkkenredskab, grillen, og så er Lars Jeppesen i øvrigt tidligere verdensmester i grill.
Grill-kombattanterne, danske Lars Jeppesen og norske Eirik Bach, blev bedømt af den strenge jury, som bestod af 15 nordmænd, der alle havde meldt sig som dommere via VisitDenmarks norske
Facebook-site , og det blev, trods ren norsk jury, til dansk sejr.
– Danmark indtager en helt særlig plads i nordmændenes hjerte. Det danske brand er så stærkt her, at vi kan tiltrække over 100.000 nordmænd, der gerne vil bruge et par timer på vores event og drømme sig tilbage til deres ferieminder i Danmark eller teste deres forventninger til destinationen af, siger Vidar Mørch.
Eventen sidste år gav en pressedækning, som efterfølgende blev vurderet til fem millioner kroner i annonceværdi.
Se film fra eventen i Oslo her.