Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen fik for nogle år siden den tanke, at vi burde gøre noget ved ensomhed. Hans arbejde med ældre borgere var naturligvis baggrunden for det.

Spoler vi halvandet år frem, skabte Hastrup og Ældre Sagen sammen med Kommunikationsbureauet København fundamentet for den bevægelse, der i uge 17 står sammen om ”Danmark spiser sammen” initiativet.

– Det er en af de mest spændende opgaver, jeg har været en del af. Researchen var meget omfattende og løsningen kompleks, siger Ania Stoltz-Andersen, partner i Kommunikationsbureauet København og projektleder på opgaven.

– Springer vi alle mellemregningerne over, endte vi med at anbefale, at her burde vi skabe en meget stor folkelig bevægelse i stedet for bare en kampagne. Lidt som gamle dages græsrods-initiativer med mobilisering af helt almindelige danskere og funderet så bredt som muligt. Dermed var ”Folkebevægelsen mod Ensomhed” født.

– Så det, der startede med Bjarne Hastrups idé, består nu af over 60 organisationer, skoler, foreninger, virksomheder og kommuner, der er samlet om, at vi inden udgangen af 2020 vil have halveret antallet af de flere end 210.000 danskere, der ofte føler sig ensomme, fortsætter hun.

Fællesspisning skaber fællesskaber

Hvorfor lige samles om måltidet?

– Fordi fællesspisning skaber fællesskaber, og måltidet kan bringe mennesker sammen. Også mennesker, der normalt ikke mødes, og dermed kan måltidet være første skridt ud af ensomheden. Målet er, at vi alle skal blive bedre til at invitere andre indenfor, men også til at selv at sige ja tak til invitationer til at deltage i nye fællesskaber. Folkebevægelsen vil ud i hver en krog af Danmark, land som by, og op på hver eneste etage, høj som lav – og i alle samfundslag.

Det når I ikke i uge 17?

– Nej-nej, men håbet er, at initiativet spreder sig, og at mange danskere selv skaber små grupper, hvor mennesker mødes om måltidet. Vi har skabt et initiativ i uge 17 med større events arrangeret af Folkebevægelsen mod Ensomhed i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Varde, og det håber vi er trampolinen for alle andres indsats. Vi kalder det for en Mad-stafet, der gives videre, slutter Ania Stoltz-Andersen.

De arbejdende kan også være ensomme

En af de første private virksomheder, som er med, er Jyske Bank-koncernen, der også indeholder BRFkredit.

– Vi har været med fra begyndelsen, og er meget involveret i Folkebevægelsen mod Ensomhed. Det er vi, fordi ensomhed også kan være et problem, selv om man er så heldig at have et arbejde, siger Lene Hjorth, afdelingsdirektør for koncern-CSR i Jyske Bank-gruppen.

– Helt konkret har vi involveret os særligt i to indsatser: I ”Danmark spiser sammen” i Aalborg den 25. april, hvor mange af vore medarbejdere frivilligt deltager i det praktiske omkring fællesmiddagen.

– I ”Lyngby spiser sammen” den 29. april har vi skabt et særligt ekstra arrangement, helt i bevægelsens ånd, hvor vi inviterer vore naboer på Klampenborgvej ind i opsatte telte på parkeringspladsen for at gøre opmærksom på problematikken.

– I løbet af dagen giver vi plads til, at Ældre Sagen, fødevareBanken og KFUM-spejderne fortæller, hvad de som organisationer kan tilbyde for at afhjælpe ensomhed. På den måde viser vi i Jyske Bank og BRFkredit, at partnerskaber er stærkere, end når aktører går solo med projekter.

– Og endelig internt i virksomheden benytter vi de to arrangementer til at give informationerne fuld skrue, bl.a. via Jyske Bank TV, for at skabe debat og vise, at ensomhed skal tages alvorligt, og at ensomhed i værste fald kan være invaliderende, slutter Lene Hjorth.

Du kan læse mere om initiativet på hjemmesiden. Her findes også det interaktive danmarkskort, hvor man som gæst kan søge efter et måltid, og som vært selv kan oprette sit eget måltid og invitere andre med. Hjemmesiden har Kommunikationsbureauet København udviklet i samarbejde med Plant.

Vil du deltage i et af de fem måltider, der indleder kampagnen, kan du gøre det her.

Se hovedfilmen skabt til at skyde Danmark spiser sammen i gang her:

Fakta

Når hele Danmark spiser sammen er initiativerne organiseret på tre niveauer:

· Nationalt: Fem store fællesspisninger arrangeret af ”Folkebevægelsen mod Ensomhed”. Starten sker i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Varde.

· Lokalt: Hundredvis af fællesspisninger arrangeret af organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder.

· Privat: Private initiativtagere stabler selv et måltid på benene og inviterer indenfor.

· Nordea-fonden støtter initiativet med 9,6 mio. kr. over tre år.