Mens eksporten til nærmarkeder som Sverige og Storbritannien vokser, så halter Danmark efter på fremtidens vækstmarkeder, skriver Berlingske.
Dansk erhvervsliv eksporterer og investerer alt for lidt i landene, mener flere eksperter, der er dybt bekymrede over den svage danske position.
Beregninger fra erhvervsorganisationen DI viser, at 11 af verdens største vækstmarkeder, der går under fællesbetegnelsen Next Eleven, blot stod for 2,9 procent af den danske eksport sidste år.
Til sammenligning udgjorde de 4,5 procent af eurolandenes samlede eksport.
Next Eleven er en gruppe lande, der ud over de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina), har særligt gode betingelser for vækst i de kommende årtier, skriver avisen.
Det gælder blandt andre Mexico, Vietnam, Tyrkiet og Indonesien.
– Vi ser igen og igen, at vi er sent på den på nye markeder. Det er det samme mønster, som vi så på BRIK-landene for fem-seks år siden, siger professor og globaliseringsekspert fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Philip Schröder.
Han mener, at det samlede danske erhvervsliv har haft for lidt fokus på netop Next Eleven-landene.
Regeringen har netop udnævnt fem eksportambassadører, der skal åbne dørene til BRIK-landene og flere af fra Next Eleven-gruppen.