Den originale italienske is Antica er netop blevet lanceret i Danmark, og det er isakademiets deltagere, der skal videreføre den italienske istradition. Det sker fra kaffebaren og sandwichkæden Mammamia, der har eksklusivret på salget af Antica. Senere skal der etableres flagskibsbutikker, bl.a. på Strøget i København. Målgruppen er den engagerede isspiser, der sætter pris på kvalitet og god smag, og som samtidig betragter madens tilberedning og servering som en del af smagsoplevelsen.
Flere italienske isbarer – gelateriaer – har set dagens lys i Danmark inden for de sidste to år, for danskerne er glade for gelatoens cremede konsistens, smagen og den lave fedtprocent. Den stigende efterspørgsel på gelato er baggrunden for, at man nu går ind i kampen om italiensk is på det danske ismarked. Det er Nestlé, der står bag Antica-Brandet, og introduktionen i Danmark er første skridt i en større europæisk lancering.
– Danmark er klar til isens Ferrari. Vi er blevet udvalgt som det første europæiske land – ud over Italien – hvor Antica skal lanceres, og det er der en grund til. Efterspørgslen på gelato er stor herhjemme, og vi byder nu ind med den eneste industrielt producerede is af topkvalitet i Danmark. Det betyder også, at vi ikke har planer om stor og tung markedsføring af Antica. Folk skal smage isen, og så tror vi på, at mund-til-mund-metoden vil udbrede den, siger Christian Bondorff, markedschef for Antica i Danmark.
Markedsføringen består derfor primært af gratis smagsprøvning af isens 17 smagsvarianter. Det foregår i efterårsferien i uge 42, fra Mammamia-butikkerne, der ligger i storcentre spredt over landet. pia