Mirakel-rengøringsmidlet Cillit Bang fanger ikke kun forbrugernes opmærksomhed, som alle pletters skræk.
Nu har tv-reklamen også reddet sig en måske mere tvivlsom titel som Danmarks dårligste tv-reklame.
Det er Berlingske business.dk, der har ”udskrevet” konkurrencen og bedst sine læsere byde ind på kandidater til titlen. Det har 2.600 læsere gjort, og nu foreligger afgørelsen så.
Hele 1.500 læsere har brugt en af tre stemmer på Cillit Bang, mens møbelkæden Bivas tv-reklamer kommer ind på en andenplads med 1.200 stemmer.
Firmaet Reckitt Benckiser, som sælger Cillit Bang, sælger også vaskepulveret Vanish, der lander på en flot tredjeplads med 1.044 stemmer.
I anledning af kåringen har business.dk talt med marketingdirektør Mikkel Pilemand hos Reckitt Benckiser og Sten Holm, direktør for reklamebureauet EuroRSCG.
Til business.dk siger Sten Holm bl.a:
– Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er de bedste reklamer, men de gør jobbet i forhold til produkterne. Så længe, at produkterne kan levere varen, tror jeg på den lidt banale fremgangsmåde med at vise et problem og herefter en løsning. Men selvfølgelig er der en grænse. Man kan ikke genere sig til mere salg.
Marketingdirektør Mikkel Pilemadn citeres bl.a. for følgende, næsten Simon Spies-værdige kommentar:
– Vi er rigtig glade for opmærksomheden. Det værste der kan ske, er at man ingen opmærksomhed får.
Læs i øvrigt
interviewet med Reckitt Benckisers britiske marketingchef på marketingweek.co.uk
sit