Hvidbjerg Strand Feriepark går nu forrest i kampen om at tage hensyn til miljøet og den samlede CO2 udledning.
Sammen med Rosendahls, et af Danmarks ældste bogtrykkerier, producerer de nu Danmarks første CO2-neutrale tryksag.
– Vi har længe gået og tænkt over, hvordan vi kunne gøre Hvidbjerg Magasinet mere miljørigtigt, da vi godt ved, at produktion af tryksager udleder CO2 til atmosfæren. Da vores trykkeri, Rosendahls, gjorde os opmærksomme på muligheden for at producere CO2-neutralt, tøvede vi ikke et sekund, siger Steen Slaikjær fra Hvidbjerg Strand Feriepark.
Regnestykket går op ved, at ferieparken og Rosendahls investerer i klimaprojekter, som reducerer CO2-udledningen svarende til det beregnede udslip for magasinets produktion.
Helt konkret har magasinet et oplag på 30.000 stk., og valget af den CO2-neutrale tryksag sparer miljøet for cirka 5,7 ton CO2.
Steen Slaikjær forklarer, at Hvidbjerg Strand Feriepark i det hele taget altid forsøger at have miljøet for øje, når der udvikles nye tiltag.
– Som campingplads er vi afhængige af naturen omkring os og ønsker selvfølgelig at gøre vores del til at passe på den. Miljøet er en afgørende faktor for vores virksomhed. Vi er placeret i den skønneste natur lige ved Vesterhavet. Et område, som tiltrækker mennesker fra både nær og fjern, og det skulle den gerne fortsætte med.