VisitDenmark, tidligere kendt som Danmarks Turistråd, har sat navn på det analysebureau, der i løbet af 2008 skal bl.a. spørge 14.000 udenlandske og danske turister om, hvad de synes om Danmark som turistland, samt hvordan de gør brug af landet som turistdestination.
SFI Survey kommer til at stå for indsamlingen af interviewene. Den opgave begynder firmaet med i februar.
VisitDenmark analyserer selv den indsamlede empiri. Resultaterne af undersøgelsen foreligger i 2009.
Turisterne spørges om deres forbrug, formål med rejsen, rejsegruppe, motiver, aktiviteter, hvilke informationskilder de har anvendt i forbindelse med planlægningen af ferien og meget mere, oplyser analysekonsulent i VisitDenmark, Kresten Rømer Laursen.
Interviewundersøgelser gik i efteråret i EU-udbud. Da fristen udløb 5. december klokken 12 havde kun en enkelt aktør, SFI Survey, budt ind på opgaven. Rømer Laursen udtalte dengang til Markedsføring, at han gerne havde set flere interesserede, og at turistrådet da skulle overveje, om og hvordan den videre proces skulle foregå.
sd