Det seneste halve år er der blevet kommunikeret og informeret om Danmarks Indsamling 2010 og ikke mindst om formålet – at støtte Afrikas kvinder.
Men nu har DR og de 12 humanitære organisationer, som sammen står bag indsamlingen besluttet, at indsamlingen den 30. januar også kommer til at handle om hjælp til Haiti.
Beslutningen er taget, selvom blandt andet en række store virksomheder på forhånd har givet tilsagn om bidrag, men altså med udsigt til, at pengene gik til et andet formål.
– På baggrund af de enorme ødelæggelser, der har ramt Haiti, finder vi det mest rigtigt at kombinere de to formål i én samlet indsamling, siger talsmanden for Danmarks Indsamling, Mogens Damgaard og fortsætter:
– Vi tror, at danskerne både har overskud til og forståelse for, at der både skal være plads til at afhjælpe akut nød i forbindelse med pludselige katastrofer – og til at sikre varige løsninger for den del af verden, hvor man ikke er så rigeligt forsynede med goder, som vi er herhjemme.
Danmarks Indsamling 2010 afsluttes lørdag den 30. januar med et direkte tv-show på DR1, hvor indsamlingens protektorer, Kronprinsparret, vil være til stede.