Detailkæden Coop, der står for 25% af dagligvarehandlen i Norge, har valgt Reklametjenesten som bureau for Coop Prix og Coop Marked, der er to af Norges største dagligvarekæder.
Samarbejdet mellem Coop Norge og Reklametjenesten startede for et år siden, hvor Reklametjenesten bl.a. stod bag Coop’s navneskift fra NKL til Coop Norge, og senere blev bureauet valgt som strategisk rådgiver på dagligvarekædens nye identitet.
– Vi var i konkurrencen om markedsføringsbudgettet oppe mod to norske bureauer, O&M og Virtuel Garden, men vandt bl.a. på, at vi er strategisk stærke, fortæller adm. direktør Jens Thrane-Møller fra Reklametjenesten.
– Norske bureauer vinder flere internationale kreative priser end danske bureauer. Men når det kommer til strategi og planning, er vi meget længere fremme i Danmark, understreger han.
Reklametjenesten vil gerne være Nordens førende bureau for virksomheder, der afsætter varer gennem detailhandel, og derfor er der, ifølge Jens Thrane-Møller, behov for et stærkt partnerskab.
– Vi kunne vælge mellem at starte eget bureau i Norge, opkøbe et lokalt bureau eller indgå et samarbejde med et allerede etableret internationalt bureau i Norge. Vi valgte det sidste. Og valget faldt på Grey, der har været etableret i Norge i 8 år. Grey havde i forvejen rammerne, erfaringen, både m.h.t. detail og den norske kultur. Og på mange måder den samme struktur og de samme holdninger, som karakteriserer Reklametjenesten.
– Reklametjenesten kom til os og sagde: “Vi har lige fået en stor kunde, vil i hjælpe os?“. Og det ville vi da meget gerne, smiler direktør Peter Elley, Grey Communications Group.
Grey i Norge har det sidste års tid arbejdet på at blive et kommunikationshus, og kan i dag tilbyde ydelser indenfor dialog, interactive, in-store marketing, medierådgivning, m.v.
– For os betyder alliancen og etableringen af Republica, at vi får adgang til en meget opfattende kompetence inden for detailhandel, siger Peter Elley, og tilføjer, at Republica især vil blive stærk på strategisk- og taktisk kommunikation, kompetencer som harmonerer med begge bureauer. Samtidig har bureauet det mål at blive førende på mærkevareopbygning af detailkæder.
27 MEDARBEJDERE SøGES
I Norge er man allerede i fuld gang med at søge 27 nye medarbejdere. Medarbejdere, der skal integreres i kommunikationshuset, men som især skal koncentrere sig om arbejdet med de to store detailkæder.
En af Norges mest respekterede reklamefolk, Tomm Walter Larsen, er blevet ansat som adm. direktør for Republica, og folk fra Reklametjenesten vil i starten være med til at opbygge den nye organisation.
– Coop Norge har jo valgt Reklametjenesten, derfor har vi sat de samme strategiske og kreative rådgivere på opgaven, som var med til at lave konkurrenceoplæggene. De vil arbejde på sagen de næste 6 måneders tid, under ledelse af to af vores direktører. Men det er en overgangsperiode. Når deres viden er givet videre, og implementeret, vil Republica være hundrede procent drevet af nordmænd, siger Jens Thrane-Møller, der bliver bestyrelsesformand for det nye norske selskab.
Begge bureau-direktører er enige om, at et samarbejde af den type kræver en åbenhed, som umiddelbart kan være svær for to konkurrenter.
– En samarbejdsmodel som vores kræver en meget høj grad af åbenhed, da det umiddelbart kan være svært at skulle “lægge alle kortene på bordet“, over for sin nærmeste konkurrent. Men det er helt nødvendigt i sådan en situation. Og det har da også været meget interessant at kunne konstatere, hvor meget de to bureauer i virkeligheden har til fælles, udtaler de to direktører.
COOP OBS OG MEGA
Reklametjenesten vandt markedsføringsbudgettet på Coop Prix og Coop Marked den 22. december sidste år. Coop Norge har endnu to kæder, Coop OBS og Coop Mega, som Reklametjenesten også håber på at vinde.
– Vi er som det eneste bureau udvalgt til at arbejde videre med oplæg på de to sidste kæder, og til februar får vi at vide, om vi har hele Coop Norge som kunde, siger Jens Thrane-Møller og tilføjer, at når først Republica i Norge kører som en selvstændig enhed, vil Reklametjenesten i samarbejde med Grey vende sigtet mod den svenske detail- og servicebranche.