”Vi vil være den førende kommercielle radiovirksomhed i Danmark.
Radio 100FM skal være det førende kommercielle radiobrand blandt den del af befolkningen, som har mulighed for at lytte til os. I vores primære målgruppe P25-39 skal vi være så stærke, at vi på landsplan skal være det førende brand.
På sigt ønsker vi at udvikle Radio 100FM til et 100% landsdækkende brand.”
Sådan beskrev Talpa sine målsætninger for Radio 100FM tilbage i den spæde start, da strategien var spritny og konceptet først skulle til at folde sig ud.
Om strategien skrev Talpa, at radiokoncernen ville ”vinde slaget om morgenen”, at Radio 100FM skulle være 100% god musik og 100% sjov og endelig at Talpa ville ”eje positionen som den sjo ve station og som den station, der spiller den bedste musik”.
– Og nu, to år efter, kan vi jo sætte hak ved samtlige punkter, siger administrerende direktør Jim Receveur.
Han kører tæt parløb med arbejdende bestyrelsesformand Jesper Sehested Lund, som tager sig af ”alt det, som tager afsindig lang tid, men ikke giver en krone på bundlinjen”.
Sammen har de to udviklet Radio 100FM til en gedigen lyttersucces. Og den kurs blev sådan set stukket ud lige fra start.
– Vi har gennemresearchet og gennemanalyseret det danske radiomarked, og på den baggrund valgte vi at lægge vores station lige mellem P3, som satsede på det helt unge og P4, der henvendte sig til de lidt ældre. Lige i midten med en primær målgruppe som hedder de 25-39-årige, forklarer Jim Receveur.
Og resten af historien er det rene Kinder-æg: Hele tre ting ville radio 100FM satse på: Musik. Underholdning. Og nyheder.
– Vi spurgte os selv: Hvad er det, vi vil eje? Hvor kan vi blive de bedste?, siger Receveur.
Ordet ”eje” er vigtigt i den radio 100FM’ske terminologi.
Ud over at ”eje” positionen som den sjoveste radiostation, vil Radio 100FM også eje titlen som den station, der sender den bedste musik – i forhold til målgruppens præferencer, forstås, og derfor blev der i udgangspunktet testet mere end 2000 sange. Yderligere bruges stationens sene sendeflade til at teste ny musik.
Radio 100FM ”ejer” også Rådhuspladsen – og her snakker vi ikke Matador! Stationen valgte meget bevidst at få sin fysiske adresse på en markant og synligt sted – Rådhuspladsen. Modsat andre kommercielle radiostationer, som ikke lægger så stor vægt på placeringen.
– Men vi ønskede at sende et kraftigt signal. Et statement. VI ville gerne stå frem og vise, at her er vi. Derfor valgte vi at bo på Rådhuspladsen, siger Jesper Sehested Lund.
I begyndelsen brugte Radio 100FM sin beliggenhed aktivt i programmerne, som en slags udstillingsvindue, men det er nu blevet nedtonet. Det skyldes, at stationen er blevet mere indarbejdet, men også at, Radio 100FM nu lægger mere vægt på at signalere ”na tional” kommerciel radio, end i begyndelsen, hvor der var fokus på at erobre hovedstadsregionen.
– Det var kommercielt vigtigt for at blive stærke i København, men vi vil ikke være en københavnerradio. Vi er en national, kommerciel radiostation, understreger Jesper Sehested Lund.
Erobringstogtet i hovedstadsregionen er lykkedes.
Augustlyttertallene fik ledelse og medarbejdere på Radio 100F til at juble.
Morgenhyrderne kernen i konceptet
Den væsentligste ingrediens i radio 100FM’s succesopskrift er Morgenhyrderne. Konceptet har ramt målgruppen lige i øjet, og de tre værter, Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj og Andrea Elisabeth Rudolph, lægger hver morgen grundlaget for stationens solide tag i lytterne.
– Det er vigtigt at fange folk derhjemme, før de tager af sted på job. Så fortsætter de med at lytte til os undervejs i bilen, og når det kommer frem til jobbet. Når de så igen skal hjem er radioen stillet ind på Radio 100FM, forklarer Jim Receveur,
Fremover agter Radio 100FM imidlertid at blive bedre til at ramme jyder og fynboer. Sendetilladelsen omfatter nemlig også Fyn og Østjylland, og i den kommende tid vil stationen satse mere på Odense og Århus.
I Århus har Radio 100FM en lokal redaktion, og der skal satses på flere østjyske events og arrangementer.
Skærper nyhedsprofilen
Morgenhyrderne bliver brugt aktivt til at skabe nærhed – Lars Hjortshøj snakker med de østjyske lyttere, mens Andrea tager sig af de fynske og Lasse Rimmer af sjællænderne.
– Det er meget vigtigt at give lytterne en følelse af nærvær, også i samtalen med den enkelte lytter. Men det skal jo stadig være relevant og underholdende for alle andre, uanset om det er københavnere eller østjyder, siger Jim Receveur.
Når han her kort tid før Radio 100FM’s to års fødselsdag gør status, er han en glad og tilfreds mand.
– VI er glade og stolte, når vi kigger på de mål, vi i sin tid satte os: At vi ville være den mest underholdende station.
– Og nu har vi besluttet at tage næste skridt og skærpe vores nyhedsprofil i det kommende år, fortæ ller Receveur.
Stor bid af en lille kage
Kommercielt har tingene udviklet sig noget langsommere end forventet. Radiomarkedet har slet ikke kunnet leve op til forventninger og prognoser, især ikke i den første tid efter liberaliseringen.
– Men vi har heldigvis budgetteret forsigtigt, fastslår Jesper Sehested Lund, som desuden oplyser, at Radio 100FM via Det Danske Radiobureau har fået en større del af markedet end forventet.
Stationen har med andre ord fået en stor bid af en lille kage.
Gennem den seneste tid er salget af radioreklamer imidlertid gået kraftigt i vejret. Væksten har været til at tage og føle på med en stigningstakt der ligner en tredjedel.
– Nu kan man ikke længere være i tvivl om, hvad radio kan udvikle sig til, også her i Danmark, siger Jesper Sehested Lund.
”Vi vil være den førende kommercielle nationale spiller fra start”
Den ”dynamiske duo” bag radiosuccessen
Arbejdende bestyrelsesformand Jesper Sehested Lund, 40 år:
Bestyrelsesformanden indtager hos Radio 100FM rollen som ”den grå eminence”, der ikke er ansigtet udadtil, men tager sig af de mere overordnede anliggender: Mediepolitik, udvikling af langsigtede strategier med mere.
Ellers har Sehested Lund i høj grad været en meget synlig person i det danske medielandskab. Man fristes næsten til at kalde ham en havkat i hyttefadet, eftersom han gennem sine 11 år hos SBS, Scandinavian Broadcast System, der står bag blandt andet TV Danmark og The Voice, aldrig har forsømt en anledning til at skabe opmærksomhed omkring mediepolitiske spørgsmål.
Først og fremmest liberalisering eller mangel på samme af det danske mediemarked.
Drivkraften er at skabe et konkurrencepræget, pluralistisk marked.
Jesper Sehested Lund stod i spidsen for lanceringen af TV Danmark og Kanal 5, ligesom han gennem en periode var direktør for SBS’ radiostatio9n The Voice.
– Men jeg forlod SBS i 2003 som følge af et nyt schweizisk managementsystem, der slet ikke passede til mit temperament. Gennem et år var jeg bundet af en kon kurrenceklausul, men 1. januar 2004 tiltrådte jeg som arbejdende bestyrelsesformand hos Radio 100FM, siger han.
Sideløbende med dette hverv har Jesper Sehested Lund opgaver på konsulentbasis, ligesom han har planer om udgivervirksomhed – månedsmagasiner.
42-årige Jim Receveur har arbejdet med radio siden han var 16. Dengang var det som DJ, og siden tog han en medieuddannelse på et canadisk universitet, hvor han efter de første journalistiske basisår valgte den kommercielle linje, der handlede om salg, reklamer og markedsføring. Og det har været hovedindholdet i Jim Receveurs arbejdsliv siden.
En rygsækrejse første ham til Europa, hvor han løb ind i en dansk pige og derfor valgte at have Danmark som udgangspunkt for karrieren.
I begyndelsen arbejdede han som salgskonsulent for Radio Uptown, men blev senere direktør for Clear Channels skandinaviske aktiviteter, indtil selskabet solgte radioaktiviteterne til SBS.
Jim Receveur har både i Canada og Danmark været fødselshjælper for et ha v af radiostationer – alene i Danmark har han været med til at starte op mod en snes.
–Jeg kender hvert et hjørne af radiobranchen, så da jeg fik en opringning fra Talpa og blev tilbudt at blive direktør for dette spændende projekt, kunne jeg ikke sige nej, siger Jim Receveur.
Faktaboks:
Talpa Radio International er en hollandsk radiokoncern, som ejes af John de Mol. I Holland ejer Talpa Radio International to radiostationer: Noordzee 100.7FM og Radio 10FM.
Sidehistorie:
Kvalitet og stærkt koncept
Kvalitet fra Dag 1.
Det er baggrunden for Radio 100FM’s succes, mener radioeksperten Johan Boserup fra mediebureauet OMD.
– Helt fra starten har de tænkt stort. Jeg var til stede ved auktionen, og der gik et sus gennem salen, da de sagde, at de også havde tænkt sig at sende nyheder. Det var en revolution og beviste, at de havde større ambitioner end bare at være en lokal københavnsk station. Radio 100FM har prøvet at gøre det rigtigt lige fra start. Det er imponerende, understreger Johan Boserup.
– Og så har de været gode til at udvikle et holdbart koncept lige fra starten. De har været modige og tænkt stort, og det har kostet kassen. Hvis det var gået galt, havde det været en katastrofe, men det går rigtig godt for dem, siger Boserup, som citerer et gammelt ordsprog: ”En succes har mange fædre, mens en fiasko er forældreløs.”
Medvirkende til succesen har også været en meget klart defineret målgruppe.
– Der viste sig at være et hul i markedet, som var større end ventet. Mens Sky, der satsede på at lave jukeboks-radio, opdagede, at det hul ikke var så stort som mange, blandt andre jeg selv, havde forventet, forklarer Johan Boserup.
Markedet som helhed har imidlertid ikke levet op til de forventninger mange på forhånd havde i forbindelse med liberaliseringen af markedet.
– Vi forventede, at det ville stige 25 procent det første og nye 25 det næste. Men det skete ikke. Til gengæld har væksten været ganske markant i den seneste tid, op mod en tredjedel, understreger Boserup.
– Der er mange grunde til, at tin gene ikke udviklede sig, som vi troede de ville.
Dels var annoncørerne skeptiske, dels har professionaliseringen af et medie også nogle bagsider. Folk stiller andre og større krav om effekt, målinger osv., siger Johan Boserup.
Annonceomsætningen viser pæne vækstrater i øjeblikket, og Johan Boserup forventer, at radio vil vokse relativt mere end markedet generelt. Dermed vil radio øge sin andel af markedet i den kommende tid.
– Selvfølgelig vil den aktuelle stigningstakt på 33 procent ikke holde, men radio vil vokse og vinde andele over tid.
Tunge og gravede folk bag radio 100FM
– Der står tunge, erfarne folk bag opbygningen af Radio 100FM. Det er en væsentlig del af forklaringen på stationens succes. Den bærer helt klart præg af, at det er garvede folk, som har vidst, hvad der skulle til. Og så giver Morgenhyrderne stationen personlighed, og de udgør et meget stærkt morgenhold, der får folk til at bryde gamle vaner og tune ind på 100FM. Det er helt fænomenalt. De gør det meget flot og overgår vist ogs å deres egen forventninger.
Det mener CEO Jonas Hemmingsen, Mediacom Nordic Group, som sammenligner Morgenhyrderne med Tæskeholdet, der skabte samme slags hype omkring sig.
– Det er en form for ”gal” radio, hvor man som lytter ikke helt ved, hvad man kan forvente sig. Og det er skideunderholdende. Jeg vil ikke nedgøre resten af sendefladen, men det er jo mest likeable pop og rock, som ikke skræmmer folk væk, siger Hemmingsen.
Rent kommercielt har markedet været trægere at løbe i gang end forventet. Ifølge Hemmingsen udgør det nu cirka 2,5 procent af en del af annonceomsætningen, der går gennem mediabureauerne.
– Radiomediet er underudviklet i forhold til andre lande. I Norge er det 4 procent, og jeg vil ikke være overrasket, hvis radio herhjemme også er vokset til 4 procent i løbet af de kommende tre år, understreger Hemmingsen.