Hvis du så ”Vild med Dans” på TV 2 fredag aften i sidste uge, var du ikke den eneste. Mildest talt. Over en million danskere havde ifølge TNS Gallups TV-Meter trykket på den samme knap – i øvrigt en gentagelse af seer-mønsteret fra de foregående uger – men i denne sæson har TV2 givet seerne mulighed for at udvide programoplevelsen med en app – og det er populært.

Til dato er ”Vild med Dans”-app’en blevet downloadet af cirka 35.000 danskere, og tallet vokser støt uge for uge. App’ens primetime er fredag aften under tv- showet, hvor brugerne i gennemsnit er aktive i 17,5 minutter.

På Facebook har programmet over 43.500 likes, og på Instagram kan man følge #vildmeddans, som pt. har over 6.700 opslag.

Og for Morten Saxnæs, der er digital brandingchef hos TV 2, er der ingen tvivl om, at second screen-løsningen bringer en masse interaktive og sociale muligheder med sig.

– Overordnet set er vores mål med app’en at forlænge programoplevelsen for de mange tusindvis af dedikerede fans bag skærmen. Gennem deres ekstreme engagement på Facebook, Instagram og tv2.dk, ved vi, at de vil tættere på ”Vild med dans”-oplevelsen. Derfor giver det god mening, både fra et brand- og kommercielt perspektiv, at give vores fans en dybere oplevelse af programmet, både før, under og efter det vises, siger han.

Gæt karaktererne

Ud over muligheden for at modtage de seneste nyheder om programmet, se opdateringer fra parrenes sociale kanaler, lave talebobler og afgive SMS-stemmer, giver app’en også mulighed for at gætte på dommernes karaktergivning og – ikke mindst – vinde store præmier.

Hovedpræmien er en ”Vild med dans”-fanoplevelse med publikumspladser til næste uges show, hotelophold og VIP-kørsel med chauffør til tv-studiet i den officielle ”Vild med Dans” guld-bil.

Og hele ideen er naturligvis at skabe nye samtaler og udvide seernes fokus på ”Vild med Dans”-brandet.

– Indsigten bag app’en og årsagen til successen er simpel. ”Vild med Dans” er et program, der samler de danske familier bag skærmen. Vi kan se, at danskerne kommenterer på dommernes stemmer under udsendelsen, så derfor var det oplagt, at lade seerne gætte med. Formålet er at lade familien konkurrere indbyrdes og samtidig drømme om at vinde en familietur til næste uges show. Konceptet er så simpelt, at alle kan være med, og det er netop, hvad ”Vild med Dans” handler om, siger Morten Saxnæs.

App’en koster ikke noget og kan fås både hos App Store og Google Play.