Gamle danske konger og dronninger genopstod tidligere på året i en ny app, der fortæller historien om tre af Danmarks Verdensarv.

Formålet har kort og godt været at bringe dele af den danske verdensarv til live, så brugerne med app’en i hånden har kunnet stå ansigt til ansigt med Danmarks konger og udforske historier forankret i de tre verdensarvssteder: Kronborg Slot, Jelling-monumenterne og Roskilde Domkirke.

App’en er netop blevet hædret med den internationale ”World Summit Award”, som bliver uddelt af FN’s World Summit on Information Society. Her vandt app’en prisen inden for kategorien ”Tourism and Culture”.

– Det er en stor anerkendelse af Danmarks arbejde med formidling af vores verdensarv, at vi får den her pris. Det viser, at vi kan være med helt fremme, når det kommer til digital formidling på den internationale scene, og jeg håber, at prisen vil være med til at sætte fokus på dansk verdensarv både herhjemme og i udlandet, lyder det fra Morten Lautrup-Larsen, vicedirektør i Kulturstyrelsen, som står bag den nu prisvindende app.

Kulturstyrelsen har udvklet app’en i samarbejde med Teater Katapult og de tre danske verdensarvssteder, som har haft den aarhusianske design og softwarevirksomhed Redia til at stå for den tekniske udvikling med støtte fra Arbejdsmarkeds Feriefond.

App’en vækker således den danske historie til live med fortællinger, film, billeder og lyd, som brugeren enten kan udforske hjemme fra sofaen eller på de tre verdensarvssteder, hvor det fra årsskiftet ligeledes bliver muligt at låne en iPad og udforske Kronborg Slot, Jelling-monumenterne og Roskilde Domkirke på stedet.

Læs mere om app’en på Kulturstyrelsens hjemmeside.