Det er ikke umuligt at trænge gennem i Apples App Store med små midler.
Det er det tre år gamle danske webbureau CPH Cloud Company lige nu i gang med at bevise med en iOS7 version af det klassiske Mastermind spil. Spillet ligger fx lige nu nr. 1 i USA i kategorien board games og nummer 3 i Canada af alle betalte spil.
– Vi vil gerne kunne tilbyde vores kunder billigere måder at lave mobil-applikationer på tværs af Android og iOS platformene, så vi har eksperimenteret lidt med at udvikle applikationer, der kan migreres til både Android og iPhone fra én løsning, og dermed spare en masse dobbeltarbejde, siger Anders Hjarnaa, der er partner i CPH Cloud.
Det kan man fx gøre med et software developer kit fra Corona Labs i Califorien, og netop her var Anders Hjarnaa på besøg i sommer.
– Vi har eksperimenteret med Corona før, men for at prøve det ordentligt af inden vi anbefaler det til vores kunder, så har vi udviklet et spil baseret på det klassiske Mastermind og udgivet det på både Android marked og Apples App store, fortæller Anders Hjarnaa, som i øvrigt selv har udviklet spillet på bare 50-60 timer.
– Og jeg er jo ikke nær så skarp til at kode som vores rigtige udviklere.
Kunne tjene penge ind
Første version af Mastemind spillet var gratis, men da det tog fart i både Android marked og App Store, var der ikke langt til tanken om at tjene penge på det.
– Vi benyttede os af den stort anlagte launch af Apples nye iOS7 design og valgte målrettet at gå efter iPhones. Vi fik vores designer til at skifte al plys og mahogni i spillet ud med iOS 7 look, og jeg brugte nogle timer på at lægge en ny version i App Store, siger Anders Hjarnaa.
Den nye betalingsversion af spillet blev udgivet under navnet Mastermind for iOS 7 og havde til den lejlighed antaget et sleek design, inspireret af Jonathan Ives redesign af iPhone operativsystemet.
Bare i løbet af første uge tog spillet hurtigt fart og downloades nu i over 1000 eksemplarer om dagen. I den danske App Store slår app’en klassikere som Angry Birds spillene, Cut The Rope, LIMBO og mange flere.
Og tendensen er den samme i mange andre lande. Spillet ligger fx lige nu nummer 1 i USA i kategorien board games, nummer 3 i Canada af alle betalte spil og nummer 3 af alle spil i Belgien.
CHP Cloud Company er født i 2010, da de to tidligere Hello Group-partnere, Anders Hjarnaa og Jørgen Juul, solgte deres aktier i samme bureau og startede for sig selv.
De to herrer har efterhånden halvandet årti på bagen som webudviklere og har, som de selv formulerer det, ”været med, siden nettet var dreng.”
Først via det, der formentlig med en vis rimelighed kan kaldes Danmarks ældste webbureau, Juul & Stejle, der blev stiftet i 1992 – og senere altså i Hello Group, som Juul & Stejle fusionerede med i 2007.