Det er nok ikke verdens største pris, men ikke desto mindre vandt en dansk app ved navn ”the Concept Maker” nytårsaftensdag den for reklamebranchen så prestigefyldte pris FWA Mobile of the Day.
Concept Maker er en iphone app rettet mod den kreative branche, primært reklamebranchen. App’en blev lanceret i november, og hjælper brugeren med at generere, inspirere og organisere gode ideer.
– I den kreative branche lever vi af at få gode ideer. Og selv om vi helst ikke vil indrømme det, kan man ikke altid stole på, at ideer bare kommer ud af det blå. Nogle gange er man uinspireret eller helt på bar bund, og så er det her det helt rigtige værktøj til at få dig i gang, siger en af de ansvarlige for ”the Concept Maker” Tine Kej, art director og lektor ved Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Hun har gennem mere end et år arbejdet med udviklingen af app’en i samarbejde med Katrine Granholm, der ligeledes er art director og lektor ved Kreativ Kommunikation.
Fidusen med app’en er, at man bogstaveligt talt kan ryste ideer ud af lommen.
En af funktionaliteterne er en lang række inspirerende idékort. Dem kan man bladre i ved at shake smartphonen eller få til at køre i karrusel på skærmen på tid.
En anden funktionalitet henter tilfældig inspiration fra foto-sitet Flickr – enten helt tilfældige billeder eller sorteret med specifikke søgeord. Et indbygget mappeværktøj gør det desuden muligt at gemme og dele indhold, ligesom man kan supplere med egne fotos og tanker.
– Det har været vigtigt for os at udvikle et værktøj, som man altid har ved hånden, og som kan gøre det ud for både inspirationsbøger, internet, blok og pen. ”The Concept Maker” er hos dig, når du sidder i bussen eller på WC og pludselig får en god idé. Og du har de kreative værktøjer på dig, når du skal arbejde – uanset om du er ude, hjemme eller på job, fortæller Tine Kej.
De to lektorer har store forventninger til app’en, som er et udviklingsprojekt og derfor har modtaget ekstern støtte fra Undervisningsministeriets Tips og Lotto-midler (117.000 kroner) og Tuborgfonden (25.000 kroner).
– Vores app er hands on-baseret og let at bruge direkte i den kreative process, så vi tror og håber, at det er noget, som vores kolleger vil prøve af. Både de studerende og dem, som har mange års erfaring, slutter Katrine Granholm.
Nysgerrige kan tjekke
”The Concept Maker” ud og læse mere
her.