Køb dansk – det betaler sig. Sådan lød mottoet for landsforeningen Dansk Arbejde i det forsvundne årtusinde. Siden er organisationen forvandlet til en eksportforening, for der er ikke længere basis for at indoktrinere befolkningen til at foretrække danske varer. Engang satte man mærkater med et hvid Thors hammer på rød bund for at markere, at netop dette produkt var fremstillet af danske hænder og helst også danske råvarer. Ved at vælge dansk ville man sikre beskæftigelsen på danske hænder og dermed spare udenlandsk valuta. Men sådan er hverken Danmark eller verden længere skruet sammen.
Importen af udenlandsk øl er mangedoblet. For 40 år siden var nationen rystet af den store ølstrejke, som gjorde Grøn Tuborg og HOF fra Carlsberg til en mangelvare. Driftige forretningsmænd forsøgte sig med import af øl fra Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet, men de blev drukket af nød, for alle ville have den ægte pilsner, og den blev nu engang brygget bedst i He llerup og på Valby Bakke. Havde man dengang forsøgt at importere tysk smør, ville det have udløst folkelige protester, hvor gamle modstandsfolk og landmænd gjorde fælles front mod det gule nazi-fedt. Smør skulle være lurmærket og stamme fra røde danske malkekøer, der havde gået på danske marker, spist danske roer og leveret mælk til et af de talrige andelsmejerier, der var bevis for den danske bondes overlegne evne til at stå sammen om ypperste kvalitet.
Også det danske slagtesvin er kommet under pres. I skolen lærte vi, at Danmark var Englands spisekammer, og at alle briter hver morgen lovsang dansk bacon. Ganske vist var det et sælsomt morgenmåltid, men sådan var skik og brug på den anden side Vesterhavet, og vi havde intet at indvende mod den eksotiske skik, når blot der var brankede skiver af letrøgede danske flæskesider, der lå på tallerknerne i London, Leeds og Leicester. De stakkels englændere evnede jo ikke at brødføde sig selv og var derfor afhængige af flæsk og knofedt fra det velordnede danske land brug. På den måde tjente vi valuta, så der var råd til at importer de fikse nye automobiler fra Morris, Austin og MG.
Nu kan man lejlighedsvis finde engelsk bacon i danske supermarkeder, men den virkelige konkurrence stammer fra Polen. Når man i COOP kan købe polsk bacon for 9 kroner pakken, mens Tulip’s koster det dobbelte, træffer forbrugeren et rationelt valg uden at tænke for meget på Jelling Mølle og Dybbølstenen. Leverandøren kan meget vel være dansk, for de danske gyllebaroner har med gyldne danske statstilskud etableret enorme grisefarme i Polen, der udover de døde kroppe også producerer affald i et omfang, der svarer til en storby med 800.000 indbyggere. Dog er det ikke sandsynligt, at dette nationale tilhørsforhold egner sig til at blive kommunikeret på emballagen.
Danmark er fortsat verdens største eksportør af svinekød, og det skal vi nyde, så længe det varer. Over det ganske land skyder industrielle svinefarme op, og heldigvis er den kolde krig forbi, for på luftfotos ville fodersiloer og gylle tanke ligne camouflerede raketbaser. Landskabet bliver grimmere i takt med, at svineavlerne forgælder sig til det yderste punkt. Men billedet kan vende, en dag vil den amerikanske Smithfield-koncern opnå verdensherredømmet og presse Danish Crown i knæ, og så vil den ene ”landmand” efter den anden gå fallit. Da de ikke har tegnet nedrivningsforsikringer, vil deres massive betonbyggerier stå tilbage og blive erobret af rotter.
Vinderen af svineslaget bliver den, der indretter rationelle højhuse med integreret slagteri og bortskaffelse af affald. At svinene opdrættes i landdistrikterne er forældet romantik og skyldes kun, at agerjordens vigtigste rolle i dag er at tage imod de enorme mængder gylle, der forpester jorden, vandet og luften. Ude i periferien kan de økologiske svineavlere gå og klø deres grise bag ørene, mens de glæder sig over, at nogle få procent af befolkningen gerne vil betale mere for grisenes harmoniske friluftsliv.
Hverken flag eller floskler kan redde æren for dansk svineavl. Branchens udøver e er en minoritet, og selv om den har stærk indflydelse på kommuner, folketing og regering må det svineproducerende mindretal se i øjnene, at loyalitetspagten mellem leverandør og forbruger for altid er brudt. Selv den snedigste kampagne vil ikke formå at genskabe de gode gamle dage med Thors Hammer og blege storbybørn, der i ferien blev sendt til stråtækt opfedning hos godmodige flødebønder.
Det hakkede oksekød er fra Tyskland, lammet fra Island, mørbraden fra Argentina, laksen fra Norge og parmaskinken fra Italien. Men det giver stadig beskæftigelse til lagerarbejdere, speditører, vognmænd, kontorfolk og kassedamer. I Da(r)nmark, vort bøgelyse fædreland. Hulk, hulk.