Mens kassen er tom i Danmark, er der stadig kapital at hente i USA for kriseramte danske biotekselskaber. Men hvis de danske biotekfirmaer skal være konkurrencedygtige i jagten på de dyrebare dollar, kræves der en ændret tankegang i biotekledelserne. Sådan lyder opsangen fra Jan Leschly, der er stifter og chef for den amerikanske venturefond Care Capital og tidligere topchef i medicinalkoncernen Smithkline Beecham.
Det kræver blandet andet et internationalt løft til ledelserne, et større kendskab til mekanismerne i det amerikanske medicinalmarked samt gåpåmod i salget til amerikanske investorer.
– Man har førsteklasses forskning i Danmark, men nogle gange, når vi har set på selskaber i regionen, så har de ikke haft det kendskab til det amerikanske marked, som vi ønskede. Forudsætningen for, at vi kan investere, er, at vi får succes i USA, siger Jan Leschly.