Pilen peger fortsat opad for det digitale bureau Novicell, der for et halvt år siden åbnede sin første afdeling uden for Danmark.

Det skete, da bureauet med hovedkontor i Aarhus opkøbte et mindre, digitalt bureau i Barcelona.

Og processen med at integrere de spanske medarbejdere i organisationen er gået så godt, at Novicell fortsætter sin europæiske ekspansion.

I disse dage åbner bureuaet nemlig en afdeling i London, fortæller Per Kirchner, adm. direktør i Novicell.

– Hvor udvidelsen i Spanien skete gennem opkøb, starter vi op i London med to nye medarbejdere. Med oprettelsen af et kontor i London bygger vi videre på det, som vi har bygget op i Danmark og Barcelona og går målrettet efter at skabe os den samme position på det britiske marked, som vi har i Danmark, siger Per Kirchner og fortsætter:

– London er interessant, fordi markedet er stort, og samtidig er det tæt på os. I London vil vi arbejde på at cementere vores position mellem det klassiske webbureau og de traditionelle forretningskonsulenter.

– Det er blevet en ekstremt værdifuld position for os i takt med, at flere og flere forretningskritiske udfordringer skal besvares med digitale løsninger – ikke kun i Danmark, men i hele Europa, siger han.

Da Per Kirchner købte sig ind i Novicell i 2007 bestod virksomheden af otte medarbejdere i en villa i Aarhus-forstaden Højbjerg.

I dag beskæftiger bureauet 155 medarbejdere i Aarhus, København, Barcelona og London.

Ifølge Per Kirchner er Novicells vækst især gjort mulig gennem fokus på virksomhedens processer.  

– I dag er det langt fra nogen selvfølge, at it-projekter leveres til tiden og til den aftalte pris. Vi har derfor fra starten bygget vores virksomhed op omkring en intern forretningslogik, der giver os fuld kontrol over vores ressourceforbrug og gør det muligt at forberede os ud af de fleste spidsbelastninger. Den forretningslogik kan vi rulle ud i alle lande, siger han.

Synergier, tak

Det er planen, at Novicells nye afdelinger i Barcelona og London hovedsageligt skal betjene henholdsvis spanske og engelske kunder.

Men allerede nu oplever Novicell synergier mellem afdelingen i Barcelona og hovedkvarteret i Aarhus.

– Vi har netop landet en kæmpe international kunde i Aarhus, som er kommet ind via Barcelona-kontoret. På den måde kan de øvrige afdelinger også profitere af vores internationale tilstedeværelse, slutter Per Kirchner.