Den 1. november slog headhunterbureauet Holm Marcher & Co. dørene op for deres nye kontor i Soho, New York.
Det nye kontor skal hjælpe danske virksomheder på vej ind i USA, men også danske virksomheder, som allerede er etableret, med at finde egnede kandidater og talenter.
Holm Marcher & Co Inc. drives af Jens Lernø Storm, der er firmaets nye partner i New York.
– Vores fokus i USA vil som på det danske marked være search efter marketing, kommunikation og digitale og teknologi-kandidater, men med en ambition om at være det første headhunterbureau, der også hjælper danske virksomheder og danske og skandinaviske profiler, der bor i USA med at finde egnede kandidater og talent på det lokale marked, siger Klaus Markholt-Hansen, partner i Holm Marcher & Co. Inc. og fortsætter:
– Vi har indset, at flere og flere virksomheder, og heraf flere talenter, har globale ambitioner og behov. Det er ikke længere relevant, hvor du kommer fra, eller hvor du bor. I stedet er kompetencer og erfaring altafgørende.
– Vores egne kunder i form af virksomheder, bureauer samt kandidater er om nogen en del af denne internationalisering, og derfor har vi besluttet at åbne et kontor i New York anført af Jens, vurderer Klaus Markholt-Hansen.
Efterspørgslen eksisterer i New York
Ifølge Holm Marcher & Co. Inc. er der også efterspørgsel efter nordeuropæisk talent i New York:
– Behovet og efterspørgslen går faktisk også den anden vej, da f.eks. amerikanske bureauer i dén grad efterspørger nordeuropæisk talent inden for strategi og kreativitet, hvor forståelsen for integrerede løsningen ofte ligger på et højere niveau på vores kanter p.t. Dette gør, at vi faktisk allerede er i gang med at finde skandinavisk talent til et af de førende bureaunetværk i New York, fortæller Klaus Markholt-Hansen.
Det bliver de danske og skandinaviske værdier, der kommer til at præge rekrutteringsprocessen i New York:
– Vores rekrutteringsproces er præget af skandinavisk åbenhed og flid, og er samtidig baseret på indsigt i dansk og amerikansk virksomhedskultur, ledelse, mål og værdier samt rådgivning og search efter top-kandidater, der netop matcher en given virksomhed gennem deres faglige og personlige kompetencer, siger Jens Lernø Storm, ny partner i Holm Marcher & Co. Inc.
Drømmen om New York
Jens Lernø Storm har en fortid hos Microsoft, hvor han gennem 12 år havde flere ledende stillinger her i blandt marketingdirektør og General Manager. De sidste 5 år har han boet og arbejdet i New York, bl.a. som COO hos Vertic og VP People for Percolate.
Hans erfaring fra USA har givet ham en dyb forståelse for det amerikanske rekrutteringsmarked og rustet ham til at kunne finde de rette kandidater med en mere sikker hånd end lokale headhunters.
– Med partnerskabet med Holm Marcher & Co. er drømmen om at bo og arbejde i New York blevet endnu bedre. Ideen om at hjælpe danske virksomheder med at finde lokal arbejdskraft har jeg haft længe.
– Der er et stort og interessant marked og behovet for at etablere et specialiseret headhunterbureau med seriøs proces er til stede nu. Vi at have fundet den rette model i New York, slutter fortæller Jens Lernø Storm.
Holm Marcher & Co. Inc. har fået en god start, med stor interesse omkring konceptet og med flere kunder ombord fra første dag. Bl.a. dansk ejede Tattoodo og 7N samt Grey, New York Times, NewsCred og Greenhouse er på kundelisten.