På mindre end tre år er det digitale bureau River Online vokset til 40 medarbejdere ved at gå mod strømmen. Og nu gør de det igen.

I stedet for som konkurrenterne at søge mod de nordiske lande, udvider River Online nemlig til det tyske marked.

Den indgangsvinkel er ikke det eneste, der adskiller River Online fra bureau-flokken.

En anden er en fast tro på, at kunderne ikke skal betale for dyre sælgere, når det er nørderne, der skaber resultaterne.

Ved at eliminere salgsleddet kan de derfor tilbyde annoncørerne lave priser på at markedsføre dem på eksempelvis Google.

Det hænger fint sammen med virksomhedens slogan: ”Bare kald os nørder”

Men tilbage til det tyske indtog.

Stort dansk potentiale

– Vi går ind på det tyske marked, fordi vi kan gøre det meget bedre, end de tyske online marketingbureauer. Men også fordi vi mener, at danske webshops snart får øjnene op for et online marked i enorm vækst lige syd for grænsen. Og den vækst vil vi være en del af, lyder det fra Jesper Riber, stifter af River Online, i en pressemeddelelse.  

Ifølge ham søger hans konkurrenter hellere mod de nemmere markeder i Norden i stedet for det store tyske marked med 85 millioner forbrugere og dermed langt flere muligheder end de mindre skandinaviske markeder.

Og det er en fejl.

– Vi er helt klar over, at det tyske marked ikke er nemt. Tyskland er jo et enormt stort land. Det at skulle markedsføre virksomheder på Google.de kontra Google.dk, er selvfølgelig langt mere udfordrende. Og mange danske virksomheder bliver afskrækket af sprog og størrelse af markedet, siger Jesper Riber.

Vi er foran, men…

– Men man skal ikke undervurdere, at danske virksomheder generelt er længere fremme inden for design og brugervenlighed. Det giver os et stort forspring, som flere online forretninger burde udnytte, fortsætter han.

Jesper Riber mener dog ikke, at det forspring varer evigt, så det gælder om at rykke nu, mens danske virksomheder stadig ”er foran på point”. Blandt andet har han selv analyseret på markedstendenserne ved at se på udviklingen inden for Google-søgninger i Danmark og Tyskland.

Måler man pr. indbygger, er der stadig flere danskere som bruger Google til køb end i Tyskland, men tyskere googler mere og mere, når de skal handle.

I dag er der 45 millioner tyskere, der handler online.

I 2014 omsatte virksomhederne, der henvender sig til forbrugerne, for godt 39 mia. euro (290 mia. kr.) i Tyskland. I 2015 er tallet anslået til at blive 43,6 mia. euro (325 mia. kr.).

Åbner kontor i 2016

– Vi kan se på vores Google-analyser for søgninger, at væksten på det danske marked på mange store søgeord som f.eks. ”tøj” stagnerer, hvorimod det tyske marked vokser kraftigt på ordet ”Kleider” (tøj). Så det er nu, de danske virksomheder skal vågne op, og komme i gang med onlinehandlen i Tyskland, siger han.

Bureauets nye kontor er centralt placeret i Hamborg, og her skal medarbejderne arbejde efter samme koncept som i Danmark med at markedsføre kunderne med SEO (altså søgemaskineoptimering) og Google AdWords (annoncer på Google).

Indtil kontoret er besat med kontorstole, skriveborde og medarbejdere primo 2016, har River Onlines tyske Country Manager, Mirja Nadine Höllwerth, ansvaret for at betjene de tyske kunder fra det danske hovedkontor i Kolding.

Første kunde er kommet i hus efter syv dage på det nye marked.