Efter snart 15 år i det digitale konsulenthus Valtech får 40-årige Carsten Brogaard Jensen endnu mere at se til.

Han har således været med, siden dengang Valtech hed Ahead og var et dansk webbureau. I 2000 – hvor Carsten Brogaard Jensen kom til – solgte stifteren Jens Heimburger bureauet til franske Valtech.

I 2007 overtog han det overordnede ansvar for de danske aktiviteter, og i 2012 påtog han sig ansvaret for gruppens tyske aktiviteter. 

Nu kan han føje Frankrig, og snart også Schweiz og Spanien til sine ansvarsområder.

På tværs af landegrænser

Opgaven er at styrke Valtechs samlede tilstedeværelse i Europa, lyder det i en pressemeddelelse.

– Med den forestående åbning af et kontor i Schweiz, er Valtech godt i gang med at skabe en stærk kerne af serviceområder i det centrale Europa, som bliver supporteret af et stort netværk af dygtige konsulenter, som rådgiver vores kunders i deres globale digitale udfordringer, siger Sebastian Lombardo, CEO i Valtech.

Og Carsten Brogaard Jensen ser frem til udfordringen.

– Vi vil gennemføre en række ambitiøse tiltag, der skal styrke vores digitale tilstedeværelse i Europa. På linje med de 100 % digital-orienterede projekter jeg har gennemført i Danmark, vil jeg stræbe imod at skabe en mere kreativ tilgang til digital markedsføring og teknologi, og samtidig bevare den agile tilgang i vores projekter som er en vigtig del af vores DNA, siger han.

Carsten Brogaard Jensen begyndte i øvrigt sin karriere som eksportkonsulent i Udenrigstjenesten og hos Cap Gemini Business Consulting som it-konsulent og projektleder.