Rebranding af Holmegaard i 2010, rebranding og nyt navn til IVA, Det informationsvidenskabelige Akademi i 2011, relanceringen af Rosendahl Gruppens berømte Kay Bojesens træ-dyr i 2013 og Rosendahl, MAKE Consulting og ISS Group i 2014.
Det er blot nogle få af de mange store rebranding-projekter, som det danske brand-bureau Make gennem de senere år har høstet ikke bare international anerkendelse, men også flere priser for.
Herunder de anerkendte tyske priser German Design Award og Reddot Design Award, den internationale REBRAND 100 – og vores egen Creative Circle Award.
Og nu er Make så blevet optaget i REBRAND 100’s nyetablerede Hall of Fame for Branding Excellence Worldwide – en gruppe på bare 26 bureauer fra hele verden, som gennem årene har skilt sig særligt ud som de kreative bureau-hjerner bag omfattende internationale og nationale rebranding-projekter.
At bygge et brand
Morten Brudholm, strategisk direktør og partner i Make, er naturligt nok – i lighed med sine kolleger – stolt af hæderen:
– Det er den eneste award, som dyrker netop de aspekter af rebranding, som vi tror på, og hvor netop tværfagligheden i løsningen også afspejles i jurysammensætningen. Det handler ikke kun om design, strategi eller om en specifik kanal. Det handler om fundamentet for overhovedet at bygge et brand og om, hvordan det bliver til en integreret del af virksomhedens strategi, siger han.
Rebrand-konceptet handler desuden om en anerkendelse af, at det er meget vanskeligere at skabe stærke positioner i markedet i dag end tidligere, mener Morten Brudholm:
– For år tilbage kunne et par håndfulde marketing og PR folk skabe og kontrollere et brand, men i dag er et brand summen af de tusindvis af individuelle handlinger og oplevelser, som engagerer eller fejler i forbindelsen til kunden. Afsættet for disse individuelle handlinger er afgørende. Det er det, der gør, at et brand kommer til at betyde noget. Først internt og så for omverdenen og ikke kun for en snæver gruppe i virksomhedens øverste lag eller som et isoleret initiativ i en specifik kanal. Det handler om konsistens og så handler det om, at intet initiativ må resultere i de-branding af virksomheden.
I selskab med egen inspiration
Med Hall of Fame-hæderen er Make kommet i fint selskab med store internationale brand agencies som Landor, Interbrand, Lippincott, Futurebrand Siegel+Gale og Brandunion: Bureauer som i høj grad har været inspiration både for etableringen af Make i 2007 og for Makes arbejde i dag.
– Vi har gennem de sidste mange år raffineret vores måde at arbejde på inspireret af de etablerede brand agencies i udlandet og management-husenes meget tætte kobling til virksomhedernes business blue print. Og det er da lidt vildt at tænke på, at vi nu står side om side med dem i REBRAND’s Hall of Fame. Det bekræfter os i, at vi arbejder rigtigt, og vi er meget stolte af den anerkendelse, vi har fået, siger Morten Brudholm.
Se mere om REBRAND’s Hall of Fame her.