PR- og kommunikationsbureauet Essencius er blevet en del af det verdensomspændende netværk SERMO, der samler lokalt ejede bureauer fra 25 lande. 

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at Essencius er det eneste nordiske bureau i netværket, og at man dermed får adgang til ”unikke globale indsigter og mulighed for at implementere globalt”.

– Partnerskabet med SERMO gør det muligt for Essencius at trække på et kompetent internationalt netværk – og dermed tilbyde vores kunder endnu bedre tjenester, siger Brian Sejersen Orland, Managing Partner, Essencius.

Christina Schärfe Lambach, ligeledes Managing Partner hos Essencius, tilføjer:

– SERMO har stort fokus på kreativitet, erfaring og videndeling, ligesom flere af bureauerne i netværket er stærke inden for issues og crisis management, så vi glæder os til at skabe kampagner og indsatser sammen med netværket.

”Flot track record”

Med sine kontorer i København, Stockholm og Oslo bliver Essencius desuden spydspids for kommunikationsindsatser for netværket i hele Skandinavien, hedder det i meddelelsen.

Om Essencius

Essencius blev stiftet af Christina Schärfe Lambach og Brian Orland i 2007.

Kerneydelserne er livsstils-, tech- og sundhedskommunikation, både B2C og B2B.

Bureauet har kontorer i København, Stockholm og Oslo.

Og glæden over det nye samarbejde går da også begge veje:

– Vi er glade for, at Essencius nu bliver en officiel partner i vores SERMO-netværk. Essencius-teamet har en flot track record, når det kommer til at levere kreative og effektive kampagner med målbar effekt, så vi ser frem til at komme videre som officielle partnere, siger Ryan Woor, co-president i SERMO, i meddelelsen.

Han peger videre på, at det nordiske marked ”nu bliver tilgængeligt for den globale kundekreds, og samarbejdet vil give indsigt i et nyt lokalt marked og kultur”. 

Kender hinanden

SERMO-netværket er grundlagt af det britiske PR- og kommunikationsbureau M&C Saatchi Talk i 2009.

Og det nye partnerskab kommer umiddelbart efter den meget omtalte ”Let It Out” -kampagne for Promote Iceland, der kørte i juli måned.

Kampagnen blev herhjemme omtalt i flere medier, herunder Aftenshowet og Ekstra Bladet, og blev desuden fremhævet i Adweek som 2020’s ”Ultimate Travel Campaign” og i PR Weeks Campaign Hits.