En af verdens største medicinalvirksomheder med en omsætning på 280 milliarder kroner har valgt det danske reklamebureau Reputation som Regional Hub for en portefølje af consumer brands i syv lande.
Det drejer sig om Norden, Holland, Irland og ikke mindst Rusland, som er et af de 10 største og hurtigst voksende OTC (ikke-recept-pligtig medicin) markeder i verden.
Hos Reputation siger kontaktdirektør Christian Madsen, at man naturligvis er stolte over at være blevet valt til opgaven.
– At skulle etablere og drive en kategori af consumer products i Rusland er en yderst spændende udfordring, hvor vi kommer til at trække på vores internationale erfaringer fra produktlanceringer, kategoriledelse, store management samt Rx-to-OTC switches, siger han.
Rx-to-OTC switches handler om den proces, hvorved receptpligtig medicin går fra at være receptpligtig til at blive håndkøbsmedicin – en proces, som netop Reputation har stor erfaring med.
Et marked der holdes øje med
Den russiske opgave, der involverer flere brands, er den første i rækken af projekter, som Reputation kommer til at lede for Pfizer, idet bureauet er udpeget som Regional Hub for strategi- og kampagneudvikling for en række af Pfizers consumer products.
Og som alle andre holder Reputation naturligvis også øje med, hvad der sker i det store land og hos dets naboer.
– Vi følger naturligvis tæt de forretningsmæssige konsekvenser af situationen i Ukraine. Som alle andre håber vi inderligt på en hurtig og fredelig løsning, siger Christian Madsen, som tilføjer, at man allerede har fået en fin start på samarbejdet.
– Rusland er et kompliceret, men ualmindeligt spændende marked, og vi kan allerede nu mærke en stor tilfredshed hos kunden med, at vi i andre markeder tidligere har været igennem de samme udfordringer og muligheder, som de nu står overfor i Rusland.
CEO i Moskva
At det russiske marked er endt under Reputations vinger skyldes ikke kun bureauets generelle erfaringer med netop produktlanceringer, store management og Rx-to-OTC switches, men i høj grad også indsigter og erfaringer, bureauet høstede på nærmeste hold sidste år.
Reputations CEO Alexander Peitersen var nemlig konstitueret direktør for Publicis Healthcare i Moskva i en periode sidste år.
– I den funktion fik jeg muligheden for at få et rigtig godt indblik i det russiske marked, ligesom der er etableret et stærkt lokalt netværk, som vi nu kan trække på, siger Alexander Peitersen.
Det danske bureaus nordiske reach er i øvrigt siden blevet yderligere styrket, idet Alexander Peitersen er indtrådt som CEO for Reputations søsterbureau i Finland.
Reputation repræsenterer Publicis og Leo Burnett i Danmark og er en del af Europas største reklamebureaukæde, Publicis Groupe.