Mobile-kompetencer bliver et afgørende konkurrenceparameter for digitale bureauer i fremtiden, mener man hos det danske digitale bureau Vertic, som af samme grund netop har opkøbt et af New Yorks førende app-udviklingsbureauer, Ten 5 Studio.

Ten5studio blevet etableret for tre år siden af Ben Cohen og har siden bygget en ganske imponerende kundeportefølje med blandt andet brands som Universal Studio, LG og Skype.

Den mest kendte app, bureauet har lanceret, er app’en til filmen ”Talking Ted” fra Universal Pictures, som er blevet downloadet mere end 16 millioner gange.

Vertic-grundlægger og direktør Sebastian Jespersen siger:

– Ten 5 Studio er en rigtig spændende virksomhed med massere af potentiale, og vi glæder os til at kunne tilbyde vores kunder flere integrerede løsning på tværs af den digitale platform. Der er ingen tvivl om at mobil kompetencer bliver et afgørende konkurrenceparameter for digitale bureauer i fremtiden, og for Vertic er Ten 5 Studio noget nær det perfekte match.

Så det er en reel oprustning på mobile fra Vertics side?

– Ja, det er det. Vi kommer ud med en række meget spændende mobilløsning i løbet af efteråret, som kombineret med ekspertisen fra Ten 5 Studio vil danne rammen om en global intensivering inden for mobil/device løsninger fra Vertic, lyder det fra Sebastian Jespersen.

Også Ten 5 Studios CEO og grundlægger Ben Cohen er godt tilfreds med aftalen.

– Vertics tilstedeværelse i Asien, hvor der findes utrolig sofistikerede mobilløsninger, betyder at vi kan skalere Ten 5 Studio til et helt andet niveau, siger han.

Vertic har i dag kontorer i København, Singapore og New York, og planen er, at Ten 5 Studio flytter ind på new York-kontoret.

Parterne ønsker ikke at oplyse detaljer om købesummen.