Med en ny alliance med kinesisk baserede Digital Jungle er det dansk-ejede Patchwork på langfart i forhold til de vante skandinaviske græsgange. En af bevæggrundene er, at Kina er langt længere fremme i forhold til brugen af sociale medier sammenlignet med vestlige lande.
– Vi ser Kina som et slags vindue til fremtiden. De store befolkningstal og afstande samt en anderledes teknologisk livscyklus har været med til hurtigt at skabe et langt mere komplekst social media landskab. Dette mere fragmenterede billede og forbrugsmønster er noget, vi kommer til at se her også, og vi kan lære meget af det kinesiske marked her i Europa, forklarer Christian Green, direktør & partner i Patchwork.
Udover at udveksle viden, teknologi og ressourcer, handler samarbejdet også om at hjælpe europæiske firmaer i deres forsøg med de lukrative, men faldgrubefyldte asiatiske tigerøkonomier.
– Kinas forbrugerkultur roterer i endnu højere grad omkring anbefalinger fra venner og selviscenesættelse. Det er kritiske faktorer, som annoncører skal forholde sig meget alvorligt til for at få succes. Noget en række vestlige brands har lært på den hårde måde.
– Det store vækstpotentiale lokker jo mange til, men det er altafgørende, at man skræddersyr marketing-strategien og ikke forsøger at rulle en eksisterende vestlig plan ukritisk ud. Med Digital Jungle i ryggen kan vi nu hjælpe vores skandinaviske kunder med at eksekvere effektivt på de vigtige asiatiske markeder, tilføjer Christian Green.
Valget af Digital Jungle som partner er langt fra tilfældigt. I en omfattende afsøgningsproces er en lang række forskellige partnere blevet evalueret. Det har været vigtig at finde et bureau, som var troværdigt, havde en matchende kundeportefølje og delte Patchworks tilgang til social marketing på alle niveauer.
Og det samme gælder i øvrigt for Digital Jungle, der ikke ukritisk gifter sig med hvilken som helst hvid mand, der vandrer ind i Kina:
– Vi er ekstremt kritiske omkring, hvem vi ønsker at samarbejde med. Det var meget forfriskende at møde et team fra Europa, som tænker og arbejder på samme måde som os, siger Mathew McDougall, adm. direktør i Digital Jungle.
– Patchwork har imponeret mig meget med deres professionelle tilgang til digital marketing og deres forståelse for udfordringer og muligheder i de asiatiske kulturer. Jeg er derfor stolt over at annoncere vores strategiske samarbejde med Patchwork, slutter McDougall.