Sidste år åbnede det danske bureau Mindjumpers officielt eget kontor i London, og siden da er det gået stærkt for de danske social media management-specialister på det britiske marked.

For nylig har bureauet således efter en omfattende bureaukonkurrence vundet den britiske fødevarevirksomhed Burton’s Biscuits, der bl.a. fremstiller og markedsfører en række Cadbury-produkter, som ny kunde.

Konkurrencen var drevet via den britiske pitch-platform Creativebrief.com, og målet var at finde et bureau til at stå i spidsen for udviklingen af en social media- og content-strategi for netop virksomhedens Cadbury-produkter på det amerikanske marked.

Det danske bureau var i pitchen i hård konkurrence mod britiske bureauer som We Are Social, John Doe, NORTH og LikeFriends, og hos Mindjumpers ser direktør Jonas Klit Nielsen frem til samarbejdet med Burton’s Biscuits.

Kan du kort sætte et par ord på de opgaver, I skal løse?

– Vi har fået ansvaret for alt digitalt, altså strategi, content og eksekvering, på de internationale markeder for primært virksomhedens Cadbury Biscuits and Cookies brand. De største markeder er Nordamerika og EMEA. Opgaven er at øge kendskab og salg internationalt ved at skabe stærke lokale tilstedeværelse i nøgle markeder, og samtidig sikre eksekvering af en ensartet strategi på tværs af alle markeder.

– Nu er det jo ikke hvem som helst, I har været oppe imod – hvad var det, der gjorde, at Mindjumpers vandt pitchen?

– Burton’s Biscuits oplyste over for os selv tre hovedårsager: Dels måden, hvorpå vi havde brugt social data til at komme med strategiske anbefalinger til specielt det amerikanske marked. Dels den vægt, vi lægger på autenticitet og kreativitet i indholds-produktion – altså evnen til at skabe indhold, der både er relevant fra et brand/salgs point of view, men som også er conversational og engagerer målgrupperne, lyder det fra Jonas Klit Nielsen, der tilføjer, at der også var lagt vægt på, at bureauet gennem Mindjumpers Netværk driver aktiviteter som content creation med folk i nøglemarkeder.

Det bliver Mindjumpers’ London-kontor, der kommer til at fungere som bureauets hub på kunden, men global indholdsproduktion vil også foregå hos Mindjumpers i København, ligesom en del af den lokale indholds produktion vil foregå i de lokale markeder som eksempelvis USA og Canada via bureauets Local Social Media Manager-netværk.