Bang & Olufsens typiske kategori – high end A/V – eksisterer ikke i Kina. Når der ikke er en produktkategori, og følgelig ikke en etableret kundegruppe, er det ikke muligt blot at positionere sig inden for sin vante kategori og vokse dér.

Det skal ændres og derfor engagerede Bang & Olufsen kinesiske division Mensch til at udvikle strategi på det kinesiske marked, skriver Mensch.

Strategien betyder, at Bang & Olufsen skal vinde helt nye kunder fra andre luksuskategorier, f.eks. high end smykker, ultradyre ure eller italienske sportsvogne. Fælles for disse luksuskategorier er, at køb og relation ikke styres af produktets funktionalitet alene. 

Gang i Kina

Mensch er et af de danske konsulenthuse, der har mest konkret erfaring i at gå ind på netop det kinesiske marked, hvilket begrunder B&Os valg af partner.

Mensch blev i 2014 endvidere engageret til at løfte Bang & Olufsens brand awareness i Kinas største byer. Resultatet er en serie annoncer, billboards og lufthavnsplakater, der iscenesætter Bang & Olufsen som den ultimative selvforkælelse for sofistikerede mennesker med hang til noget ud over det sædvanlige.

Konceptet er udviklet af Andrew Smart, Espen Sørensen, Sisi Yu og Jacob Johansen i et samarbejde mellem Menschs kontorer i København og Shanghai. Som fotograf på opgaverne er valgt den internationalt anerkendte danske stillfotograf Martin Juul.