Med kontorer i Ryesgade i København og på Manhattan i New York er det siden 2002 lykkedes for det dansk-ejede digitale bureau, Vertic Portals, at skabe sig international succes.
Sidste år i december kunne partner og stifter, Sebastian Jespersen, og hans kolleger glæde sig over, at deres Elvis-julekampagne for Sony BMG blev fornemt præsenteret på tv-stationen ABC’s berømte program Good Morning America.
Og nu har bureauet fået til opgave at kreere et globalt kampagnesite i forbindelse med udgivelsen af selveste Bob Dylans kommende cd.
Sitet bliver skruet sammen således, at brugerne vil kunne lave deres egne visuelle fortolkninger af Bob Dylans nye sange.
– ”Kunstværket” vil kunne sendes til venner og bekendte via e-cards og til Myspace samt Facebook. Det vil blive udarbejdet i en typisk Bob Dylan stil med stærke kontraster og fokus på det kunstneriske, fortæller Sebastian Jespersen.
Herudover vil brugerne kunne downloade en single fra udgivelsen og lytte til tre andre sange.
Sebastian Jespersen forventer, at sitet vil skabe stærk viral effekt grundet integrationen til de sociale medier og muligheden for at personalisere, og han er rigtig godt tilfreds med opgaven.
– Vi er glade for samarbejdet med Sony Music og Columbia Records og stolte over, at de endnu engang har valgt VerticPortals til at promovere et verdensnavn online.
Bureauet løser i øvrigt opgaver for kunder som Microsoft, HP, Unilever og Motorola, og i Danmark er bl.a. Danske Bank, Ecco, Novo, Danfoss, DR og Nordea på kundelisten.
Bob Dylans egen hjemmeside har omkring en million besøgende om ugen.
Det
nye Dylan-site ventes live i slutningen af måneden.