Det kreative awardshow ADC (Art Directors Club), der måske bedst kan karakteriseres som USA’s svar på britiske D&AD, har valgt danske Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital hos reklamebureauet Uncle Grey, som jurymedlem.
Prisen uddeles i år for 95. gang, og Lars Samuelsen er udvalgt til at sidde i awardshowets digitale jury.
– Det er et spændende forum at få mulighed for at bidrage til, og jeg ser frem til at diskutere noget af verdens mest profilerede kreative arbejde med de øvrige jurymedlemmer. Derudover bliver det inspirerende at møde de mange talentfulde personer, der er blevet bedt om at deltage i ADC juryen i år, siger Lars Samuelsen.
Han kommer da også i fornemt juryselskab med bl.a. Stefanie DiGianvincenzo, der er Creative Director hos AKQA Australien, Preethi Mariappan, der er Executive Creative Director hos Razorfish i Tyskland, Yasuharu Sasaki, der er Executive Creative Director og Head of Digital Creative hos japanske Dentsu og Renda Morton, der er Product Design Director hos New York Times.