Gamle danske designikoner bliver på de modne markeder og går glip af langvarigt opsving i Kina og Rusland. Mens forbruget vokser på verdens nye vækstmarkeder, og russere og kinesere køber vestlige mærkevarer som aldrig før, står de danske designikoner på sidelinjen og kigger på.
Salget af B&O-produkter, Arne Jacobsen-stole fra Fritz Hansen og porcelæn fra Royal Copenhagen er særdeles begrænset eller ikke eksisterende på store vækstmarkeder som det kinesiske og russiske. De tre danske designklenodier misser det igangværende forbrugsboom blandt verdens nyrige, fordi deres sparsomme ressourcer i høj grad bruges til at genoprette salget på de modne markeder i den vestlige verden.
Skulle de danske designklenodier få mod på at satse massivt i Kina og Rusland, vil det kræve en ekstraordinær stor indsats, vurderer Jens Høgsted, direktør i Quartz Co, der de seneste 15 år har beskæftiget sig med international detailhandel.
–Vi taler om ganske små virksomheder efter international målestok, og der skal bruges mangler muskler på at åbne et marked som det kinesiske. Virksomhederne vil skulle opbygge viden og erfaring, og de vil skulle betale mange lærepenge, før de får succes, siger han og tilføjer: ”Det er stærkt tvivlsomt, om de overhovedet vil få ressourcer til det inden for en overskuelig fremtid”.