Det går grænseoverskridende godt for det lille danske motion design-hus Frame.dk i København.

Inden for de senere år har huset således leveret arbejde til flere og flere udenlandske kunder, som fx Ford, Lincoln, Nike, Adidas, MTV, Sony Ericsson, Mazda, Sprite, Cartier, Fox og britiske TV3.

Og senest har den arabiske tv-kanal Al Jazeera kastet sin kærlighed på de kreative danskere.

Stationen begyndte at sende i USA i slutningen af august, og i den forbindelse har Frame lavet en del opgaver for dem.

– Vi fik til opgave at levere titel sekvenser til et par af deres store news programmer. Den største af dem var til ”America Tonight”, et stort nyheds talkshow som er deres flagskib. Titel sekvensen til det program var Anders Schrøder, vores Creative Director i Los Angeles for at instruere. Og da det forløb rigtig godt, fik vi en opgave mere – til et nyhedsprogram som hedder ”Consider This”, fortæller  Thomas Bay, der er partner og Executive Producer i Frame.

Sidst, men ikke mindst har Frame også leveret en channel ID til Al Jazeera – channel id er de små korte filmklip, typisk med logo, som udgør tv-stationernes visuelle branding.

Hvordan lander man sådan en opgave?

– Vores kontakter skabes indledningsvis via en af vores agenter. Vi er i dag repræsenteret i blandt andet Tyskland, Italien, Holland, Belgien, Schweiz, Norge, Kina, Japan, Australien – og får opgaver den vej. Men det kan også være bureauer, der kontakter os direkte. I Al Jazeeras tilfælde var det kunden, som henvendte sig direkte til os. Vi var med i et pitch af hele kanalens branding, men blev desværre kun nummer 2, hvilket vi normalt ikke kan bruge til noget, men de kom straks tilbage og sagde, at de gerne ville arbejde sammen med os på nogle andre projekter, da de syntes,vi havde nogle rigtig gode og kreative ideer til deres kanal.

Hvad var det, de kunne lide?

– De var fascineret af vores grafiske udtryk, som vel bedst kan beskrives som en blanding mellem amerikansk pop og skandinavisk stramhed. Det var netop denne tilgang de kunne bruge i forbindelse med launch af Al Jazeera USA. Og vores samarbejde har faktisk været ret unikt. De har haft blind tillid til vores arbejde, og vi har med få undtagelser fået tingene, som vi ville have dem.

Og noget tyder på, at Al Jazeera har været tilfredse med danskernes arbejde: i sommer blev Frame således også inviteret med i en stor pitch på rebrand af Al Jazeeras tv-kanaler i Saudi Arabien, de Baltiske lande, England og Tyrkiet.

– Vi skulle få svar på denne kæmpeopgave i midt september, så vi er meget spændte. Det vil give os arbejde langt frem i tiden, hvis vi skulle vinde den, siger Thomas Bay, som sammen med sine 10 kollegaer for få uger siden er flyttet til større lokaler i Sankt Annæ Passage i Bredgade i indre København.

Kernekompetencerne hos Frame er fortsat design, instruktion og animation, men efter flytningen til større lokaler er der nu også blev plads til klip og grading.

Du kan se et par eksempler på Frames arbejde for Al Jazeera her.

Al Jazeera US channel id

Al Jazeera US-programmed America Tonight (grading: Bacon Cph)