I mandags drog jeg lalleglad til Kolding Storcenter for at blive inspireret, for at opleve, for at spise og købe ind. Jeg er nytiltrådt CityChef i Middelfart, så jeg skulle rigtig fotografere, suge til mig og vende hjem med nye indtryk og berette om vores kollega på den anden side af bæltet. Jeg havde sat 2 timer af til oplevelsen – inspireret af Center-avisen og specielt Magasins flotte sider.
Jeg gik skuffet ud af døren efter 20 minutter….uden fotos, uden mad og en dødsyg indkøbsoplevelse rigere.
Gaaab
For her var kun kedelige, ens og kolde gader og facader. Butikker der sikkert er arkitektens drøm, men næsten alle indrettet efter samme minimalistiske concept – ingen farver, ingen pynt, ingen oaser ingen personlighed eller hygge – og det samme udvalg som hos naboen – hvem var det nu, det var?
Gaaab.

HVOR ER MAGASIN?
Jeg for“ frustreret rundt for at finde goe gamle lækre og spændende Magasin – et indkøbsmekka som jeg trofast har handlet i, siden jeg som småfed 2 årig af min fine farmor blev ekviperet med strutskørt og laksko. Men der er langt til Kongens Nytorv og København. På turen til Kolding, er stilen, charmen, oplevelsen og stemningen faldet af flyttelæsset. Tilbage er et kedeligt, men stort klædeskab, hvor tøjet hænger på masser af stativer og hvor der ikke er ofret mange basseører på dekoration, varepræsentation og hyggekroge til kunderne.
Gaaaab.
Her er Magasin ikke tro mod conceptet – outlet-butikken, som jeg vil tillade mig at betegne den, bliver markedsført som “Kvindernes verden“, “Mændenes verden“, “Børnenes verden“ o.s.v. Med det er ikke nogen verdens ting – men derimod almindelige kedelige afdelinger adskilt af skilte og bannere – som er det eneste ophidsende i butikken.
Gaaab.
Jeg ville drukne sorgen i Magasins “Verdens Café“ på 1. Sal – men da mit hovede stak op over etageadskillelsen, blev jeg mindet om den kedelige kantine, på een af mine tidligere arbejdspladser – så skred jeg! – så hellere en ærlig pølsevogn – eller hjem til de franske fristelser i mit eget farverige køkken.

SJOVERE På HOSPITALET
At I vil være det bekendt! Der er mere sexet på Odense Universitetshospital og her ser folk også gladere ud. De potentielle kunder, der opgivende havde plantet sig i indkøbscentret, lignede statister i Kejserens Nye klær. Hvor var den 110% oplevelse, som står på 1 side i detailhandlens svar på Grønspættebogen?? Her fik kunden ikke mere end hun forventede – men en meget lang næse.
Desuden bliver det markedsført som nemt og bekvemt at handle i et indkøbscenter – men efterhånden er butiksarealet så stort og kedeligt at det – selv i regnvejr – må være hurtigere og sjovere at handle i bymidten.

INDKøBSCONTAINERE OG ADVENTURESHOPPING
OK – der er forskel på indkøbscentre. USA har dem så store som landsbyer og med hoteller, oplevelsesparker og næsten 1000 butikker. Her tilbydes 1 uges ophold, hvor du ikke behøver at se dagens lys! Europa har lige fået et indkøbsmekka beliggende i Kent syd for London. Det er på størrelse med 120 fodboldbaner, ialt ca. 155.000 kvm. og har kostet 3,5 milliarder kroner. Her er der oplevelser for enhver smag og pengepung. De traditionelle “indkøbscontainere“ med de samme varer og butikker afløses nu af “adventureshopping“ indrettet som een blanding af Botanisk Have, undervandsbyen fra Stjernekrigen, og H.C Andersens kvarter i Odense. Her er temaopdelte områder for unge, børnefamilier eller luxusdyrkere og masser af oaser, hvor man kan slappe af og planlægge den næste oplevelse.

SEJE CENTRE OG HJEMLIGE BUTIKKER
Alt sammen udemærket, men vi skal ikke glemme at opfindelsen stammer fra USA, hvor man ikke er forvent med købstæder, torve og gågader i bymidten. Jeg har intet mod de hjemlige butikscentre og var selv i over 4 år med begejstring ansvarlig for markedsføringen af det efterhånden største af slagsen. Men der er for lidt oplevelse og atmosfære i danske centre og der mangler usædvanlige butikker, charmerende spisesteder og frække cafeer. Det kan lade sig gøre. I Frankfurt ligger et sejt indkøbscenter for unge – skæve etager, fantastiske butikker, computercafeer og gang i den. I USA – der altid er foran os – erstattes de affolkede bymidter nu med hyggelige restauranter og butikker med sofahjørner, pejsearrangementer, bar og læsestue. Det skal være sjovt og hyggeligt at shoppe og byen skal leve – også om aftenen.

GøR DOG EN FORSKEL
Konkurrencen er hård og kunderne lægger pengene der, hvor de får mest for dem – varer, service og oplevelser. Men Center, City- og Købstadsbutikker skal ikke kun overleve på forbud, tilbud og kamp, – men på udvikling, beliggenhed, stemning og på at gøre en synlig forskel. At handle i et tjekket indkøbscenter og i en hyggelig gammel by med naturskøn beliggenhed kan ikke sammenlignes, men i byerne skal butikkerne og cityforeningerne sørge for enighed omkring kundevenlige åbningstider og tiltrække andet end kæde-concepter, discountbutikker og supermarkeder.
Desuden bør citybutikker og deres reklamebureauer droppe den to-spaltede med ramme – bare engang imellem. Prøv at gå sammen med andre butikker i en mere produkt-orienteret markedsføring i flotte helsides kollektive temaannoncer – her kan man lære noget af Magasin.

VIL DU HANDLE I DIN EGEN FORRETNING?
Kom så igang – både i centre, købsstæder og større byer. Kig med kundeøjne på din egen forretning – mal facaden, begræns gadestativerne, lav en overraskelse, gør noget andet end naboen, forkæl kunderne, pep op i prøverummene og få så gang i butikken, inden det hele kan være ligemeget – og vi skifter indkøbsnettet ud med internettet!