Kirsten Dinesen er kommet gennem nåleøjet og skal holde en Master Class på DMA konferencen i næste uge, der er blandt de større og mere indflydelsesrige konferencer om kommunikation.
Samtidig er der store forventninger til, at danskerne igen kommer hjem med internationale ECHO priser i dialog markedsføring.
Over 130 ekspert-foredrag fordelt på ni forskellige overordnede spor inden for dialog markedsføring, kan den store danske delegation vælge imellem på DMA, der afholdes i San Diego i løbet af næste uge.
Og en af dem er direktør Kirsten Dinesen fra PR og kommunikationsbureauet Front Page, og hun vil, som en blandt flere, skrive hjem til Markedsføring i løbet af den kommende uge.
– Konferenceprogrammet afspejler, at der for alvor er en sammensmeltning mellem online discipliner og postal dialog-markedsføring. Der er selvfølgelig en masse, der handler om klassiske direct marketing discipliner, nye former for postale formater osv. – men der er også rigtig meget om mobil, sociale medier, integrerede kampagner, siger Kirsten Dinesen.
Dialog er omdrejningspunkt
Hun er blandt andet forfatter til bogen ”Forbrugeren i førersædet – kommunikation og ledelse efter web 2.0,” og det er bogens begreb The Pull Society, der har vakt DMA’s interesse for hende som foredragsholder, godt hjulpet på vej af Ole Stangerup fra Express, der sidder i DMA’s komite.
– Medarbejdere, der forstår dialog-discipliner, er ved at få en helt central rolle i rigtig mange virksomheder, efterhånden som en større og større del af omsætningen enten går via e-handles sites – eller er betinget af direkte dialog med kunderne. Grænserne mellem om noget er ”post”, ”e-mail” eller ”sociale medier” er ved at blive ophævet, så fremtidens medarbejdere skal kunne forstå, hvordan tingene spiller sammen, understreger Kirsten Dinesen.
DMA-konferencen afholdes af den amerikanske Direct Marketing Association, der ud over at være interesseorganisation også afholder en lang række konferencer med uddannelsesmæssige formål.
Hvert år uddeles ECHO Awards i forbindelse med konferencen, og i år er hele 17 danske kampagner er nomineret.
Læs mere om Master Class her.